Frederikshavns dyreste villa til salg
Liebhavervilla på Sæbyvej i Frederikshavn sat til salg for 15 millioner kroner - Det er prisrekord for 9900 Frederikshavn
Opdateret 19. februar 2024 kl. 09:43
Artiklen er blevet opdateret, da en af de omtalte naboer har adressebeskyttelse
En 464 kvadratmeter stor liebhavervilla beliggende på en 3.709 kvadratmeter stor grund på "Guldkysten" i det sydlige Frederikshavn med udsigt ud over Kattegat.
Og hvad skal sådan en sag så koste, som de siger i DR’s Hammerslag.
Det er ikke hver dag, at en villa sættes til salg for det beløb. Og slet ikke i Frederikshavn. Ifølge Boliga er det den dyreste villa, der er udbudt til salg i 9900 Frederikshavn, om ikke nogensinde, så i den tid Boliga har eksisteret. Det vil sige siden 2007.
Villaen på Sæbyvej 77 er opført i 1937, men er gennemrenoveret og moderniseret.
Villaen, der tidligere tilhørte Finnur Erlendsson, læge, byråds- og folketingsmedlem, islandsk konsul med mere, ligger godt tilbagetrukket på grunden med en 80 meter lang indkørsel fra Sæbyvej, og villaen har egen sandstrand.
- Det er en spændende og en svær opgave. Det er en unik ejendom med mange kvaliteter.
- Prisen giver selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi satser på at kunne tiltrække købere fra Aalborg-området. Her er der ikke mange, men dog flere af den type villaer til salg, og med 35-40 minutters kørsel fra Aalborg kan vi udvide målgruppen, siger ejendomsmægler Martin Winther Larsen fra Nybolig Palle Ørtoft Hasseris.
Motorvejen og den korte køretid mellem Frederikshavn og Aalborg kan blive afgørende.
- Du kan sammenligne med det at have en bolig i Frejlev og for eksempel arbejde på universitetet i Aalborg. Så skal du gennem myldretrafikken i Aalborg, så køretiden er stort set den samme, siger Martin Winther.
Aalborgmægleren har også positive forventninger til udviklingen og udsigten til nye arbejdspladser i Frederikshavn i forbindelse med havneudvidelsen.
- Det er altid interessant for en by, når der sker den slags udvikling. Det skaber positiv omtale, og det smitter af på boligmarkedet, når en by er inde i en positiv spiral. Det betyder kolossalt meget for tilflytning, for det lokale handelsliv og hele atmosfæren omkring byen, siger Martin Winther Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.