Dronninglund

Fremtid med gris på gaflen

Slagterfaget er på jagt efter elever til sikker femtid - betegner faget som attraktivt

Stefan Filtenborg Jensen parterede grisen, som eleverne så skulle tilberede.
Stefan Filtenborg Jensen parterede grisen, som eleverne så skulle tilberede. Henrik Louis

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Slagterfaget er attraktivt, fordi der er gode beskæftigelsesmuligheder og fordi lønnen er god. Slagteriskolen i Roskilde er i denne tid på rundtur til landets produktionsskoler, for at skabe interesse hos elever, for at tage en slagteruddannelse.

Onsdag var der stop på Brønderslev-Dronninglund Produktionsskoles afdeling i Dronninglund.

Faglærer Peter Tengbom fra Slagteriskolen i Roskilde fortalte om uddannelsen, og opfordrede de unge til at overveje en uddannelse som slagter.

Der er mangel på slagtere, og det er en uddannelse, hvor der ikke stilles krav om karakteren 02, så det kan være aktuelt for unge, der har svært ved at opnå denne karakter.

Grise til Kina med mere

Slagteriskolen i Roskilde har på årsbasis 6.000-7.000 elever. Foruden slagtere uddannes tarmrensere med flere.

I Danmark produceres 31 millioner grise på årsbasis, hvoraf de 26 millioner eksporteres. Tyskland, England og Kina er de store aftagere, og det giver Danmark en eksportindtægt på godt 1 milliard kr.

- Foruden i Danmark er der mulighed for at få job i en række lande - Tyskland, Portugal, Kina med flere.

Lønnen lokker

De 20 elever fik også at se, hvordan en gris bliver parteret. Det var Stefan Filtenborg Jensen fra Dronninglund, der er i lære på Danish Crown i Sæby, der demonstrerede, hvordan en gris parteres.

19-årige Nanna Sørensen fra Brønderslev kunne måske godt tænke sig en uddannelse til slagter.

- Lønnen lokker, og jeg kunne godt tænke mig at komme til Sjælland. Beskæftigelsesmulighederne er også gode, siger Nanna Sørensen.

17-årige Bjarne van der Lippe fra Ulsted er også varm på ideen.

- Slagterfaget lyder meget spændende, siger han. Det er noget, jeg virkelig vil overveje. Jeg har venner på Sjælland, så for mig ville det være fint at komme til Sjælland i en periode.

Der er nogle slagterelever, der tjener omkring 300.000 kr. Elevlønnen for 18-årige er godt 15.000 kr. og for unge over 25 år er elevlønnen godt 20.000 kr. om måneden.

Stor interesse

Værkstedsleder Daniel Luther fra Mad & Motion på Brønderslev Produktionsskole fortæller, at produktionsskolen har fået en henvendelse fra Slagteriskolen.

- For os lød det spændende, at elever fra vore skoler kan få en god uddannelse med gode beskæftigelsesmuligheder, siger Daniel Luther.

- Interessen hos eleverne er meget stor, så der er nok nogle, der ender som slagtere et eller andet sted.

Spareribs og flæskesteg

Han er selv uddannet kok. Kantinelinjen i Dronninglund, der lagde køkken til, har som leder Jonna Fruensgaard. Hun har i 23 år været leder af køkkenet, og er uddannet hospitalsøkonoma.

På andendagen skulle eleverne så tilberede grisen til en stor buffet.

Der var alt fra spareribs til flæskesteg. Slagteriskolen har også været i Frederikshavn, og her var der 4-5 elever, der straks ville skrive en ansøgning. I Brønderslev-Dronninglund var det to.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden