Socialforsorg

Frikendt af systemet

46-årig hjemmehjælper føler sig uretfærdigt behandlet efter at hendes klage er blevet afvist af både statsadvokaten og rigsadvokaten

Det var en peberspray som denne, politiet brugte mod Betina Lønsmann Sørensen. Arkivfoto: Henrik Bo

Det var en peberspray som denne, politiet brugte mod Betina Lønsmann Sørensen. Arkivfoto: Henrik Bo

FREDERIKSHAVN:Det var helt OK, at politibetjente sidste år brugte peberspray mod den 46-årige hjemmehjælper Betina Lønsmann Sørensen i forbindelse med tumult ved Frederikshavnerkroen i Frederikshavn.

Det har både Statsadvokaten og nu også Rigsadvokaten fastslået.
Men det undrer Betina Lønsmann Sørensen.
Hun blev nemlig selv tiltalt for vold mod en politibetjent efter episoden - men Retten i Hjørring frifandt hende pure. Retten lagde vægt på to vidner, der beskrev episoden som en ”klar overreaktion” fra politiets side, da de brugte peberspray mod hende.
Men mens retten lægger vægt på de to vidners forklaring, så tillægges de ingen værdi af Statsadvokaten.
- Jeg synes, at sagen er så åbenlys, så jeg føler afmagt og frustration over afgørelsen, siger Betina Lønsmann Sørensen til NORDJYSKE Stiftstidende.

Advokat: Uforståeligt

Advokaten for den kvindelige hjemmehjælper, undrer sig over, at klagen er blevet afvist.

- Det er uforståeligt, at stats- og rigsadvokat når frem til den konklusion, siger Sæby-advokat Jens Christian Christensen.
I afgørelsen lægges vægt på, at man anser vidnerne, der kritiserede betjentenes opførsel - heriblandt en taxachauffør - for at være utroværdige.
Den vurdering er advokaten helt uenig i. Han påpeger, at retten i Hjørring netop fandt de SAMME vidner troværdige og derfor frifandt hjemmehjælperen for vold mod politiet i forbindelse med episoden.

Se sagens forløb her:

10. september 2011 er Betina Lønsmann Sørensen i byen sammen med sin søster, Anja.

Søstrene vil tage en taxa ved Frederikshavnerkroen, men ved en fejl åbner Anja døren til en politibil.
To betjente - en kvinde og en mand - springer ud og er ret ophidsede. Efter lidt diskussion skubbes Betina Lønsmann Sørensen omkuld af den mandlige betjent. Mens hun sidder på jorden angribes hun med peberspray af ham.
To vidner - fiskeskipperen Peter Snebang Kristensen og taxachaufføren Henrik Bandholm - overværer episoden. De betegner begge episoden som en klar overreaktion fra betjentenes side.
Efterfølgende klager Betina Lønsmann Sørensen over betjentene - og politiet sigter Betina Lønsmann Sørensen for vold.
Voldsanklagen behandles i april ved Retten i Hjørring. Her bliver Betina Lønsmann Sørensen pure frifundet for alle anklager - blandt andet på grund af vidnerne til episoden.

Nu har politiets klagesystem - rigs- og statsadvokaten - afgjort, at Betina Lønsmann Sørensen ikke får medhold i sin klage. Vidnerne anses som utroværdige.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.