Frikendt efter syv måneder bag tremmer
65-årig nordjyde pure frifundet i landsretten i sexsag
Opdateret kl. 20:01
AALBORG: En 65-årig mand fra Hjørring-egnen blev torsdag i Vestre Landsret pure frifundet for anklager om voldtægt af en dengang 11-årig pige.
Med frifindelsen blev der dermed sat et foreløbigt punktum for et syv måneder langt mareridt, der kulminerede 12. december 2012, hvor den 65-årige mand ved Retten i Hjørring blev idømt tre års fængsel for de påståede sexforbrydelser.
Manden har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagerne og ankede byrettens dom på stedet.
Den 65-åriges forsvarer, Viborg-advokat Niels Fjeldberg, har efter landsrettens afgørelse rejst kritik af byrettens dom.
Advokaten mener, det var en fejl, at en videoafhøring af den 11-årige piges lillesøster - som angiveligt skulle have overværet sexovergrebene - ikke blev fremlagt som en del af bevismaterialet.
I videoafhøringen, der blev afspillet i sin fulde længde i landsretten torsdag, afviser lillesøsteren ethvert kendskab til overgrebene.
- Jeg forstår ikke, hvorfor den videoafhøring ikke blev vist allerede i byretten. Det kunne have sparet min klient for meget, siger Niels Fjeldberg til NORDJYSKE.