Friskolen bliver dobbelt så stor
[/18 grå] Bedre plads til idræt, musik og kultur
GUG: Michael Mansdotter, der er direktør på Jomfru Ane Teatret, var overraskelsen, da der i går blev taget første spadestik på et nybyggeri, som i kvadratmeter mere end fordobler Aalborg Friskole.De to andre spadestikkere var skolebestyrelsens formand Benny Bækmand og skoleleder Henrik Carlsen, der var udset til at tage det tredje spadestik.- Fordi jeg hedder Henrik, som han sagde. En bemærkning der gik hen over hovedet på eleverne, hvorimod de voksne udmærket kunne deres kongehus.Det endte nu med at de tre på Michael Mansdotters opfordring tog spadestikket i fællesskab. Når netop Michael Mansdotter var hidkaldt, skyldes det, at Aalborg Friskole efter sommerferien har premiere på et nyt samarbejde med Jomfru Ane Teatret. Det kommer i første omgang den nystartede 10. klasse til gavn og glæde. Eleverne i samme 10. klasse kan også glæde sig til et samarbejde om idræt med Aalborg Sportshøjskole.Det er første gang Aalborg Friskole tilbyder en 10. klasse, og foreløbig er det gået over al forventning. Ifølge skoleleder Henrik Carlsen havde man regnet med mindst 12 elever. På nuværende tidspunkt har 19 elever meldt sig, så der er kun en enkelt plads tilbage.10. klasse skal bo i nybygningen, der herudover skal rumme en halv hal. En forvokset gymnastiksal på 400 kvadratmeter eller det der svarer til tre badminton-baner. Der bliver også bygget et scenerum i forbindelse med hallen, så der bliver rig mulighed for at optræde. Der bliver også plads til musiklokaler og til enkelte faglokaler i nybygningen. Nybygningen bliver på 975 kvadratmeter, hvor den eksisterende bygning i dag er på 950 kvadratmeter. Samtidig bliver den eksisterende skole-bygning fuldstændig ombygget, og bl.a. bliver der indrettet nye og større klasselokaler. Derfor vil der fremover være plads til maksimalt 18 elever i hver klasse til og med 9. klasse, så hvis skolen melder udsolgt vil der 200 elever på den.Henrik Carlsen kunne også fortælle, at Aalborg Friskole efter sommerferien får sin egen afdeling af Aalborg Musikskole. Så til den tid kan eleverne modtage undervisning på skolen istedet for som i dag at skulle søge hen til de andre skoler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.