Kultur

18-årig scorer præmie til en kvart mio.: Halvdelen forærer han til sin skole

For under to uger siden vandt Jacob Hamborg en stor talentpris. Nu brillerer han igen, og torsdag blev han hyldet af sine skolekammerater

Jacob Hamborg modtog endnu en gang en pris. Denne gang for sin opfindsomhed.
Jacob Hamborg modtog endnu en gang en pris. Denne gang for sin opfindsomhed. Foto: Bo Lehm

Opdateret 13. september 2023 kl. 09:34

Under to uger efter, at 18-årige Jacob Hamborg blev hædret for sit sangtalent, kommer han igen i rampelyset. 

Han har nemlig vundet en præmie til en værdi af cirka 250.000 kroner, som både kommer ham selv og Thisted Gymnasium til gode. Det blev torsdag fejret med et arrangement på gymnasiet. 

Tilbage i november 2022 faldt Jacob Hamborg over en international konkurrence udskrevet af det tjekkiske firma Petrof, som er den førende europæiske producent af klaverer. Konkurrencen gik ud på, at man skulle indsende et navneforslag til det nydesignede P 131 M1 klaver. Her kom Jacob med det enkle forslag Flow. 

- Vi taler til klaverundervisning tit om det med at have et flow i musikken, så da jeg skulle finde på et navn, kom det bare til mig, fortæller Jacob Hamborg. 

Ud af 13.000 navneindsendelser fra hele verden skulle Jacobs forslag vise sig at være det bedste. 

- Vi kunne rigtigt godt lide dobbeltbetydningen af flow. Ordet kan bruges om strømmen af ​​vand og vind.  Vores flygler er opkaldt efter forskellige typer vind, så det passede utroligt godt. Så kan det også bruges om den sindstilstand, man er i, når man spiller. Den tilstand, hvor man fuldstændig hengiver sig i fordybelse og glemmer alt om tid og sted, fortæller Adam Prousek, marketing direktør hos Petrof. 

Adam Prousek, marketing direktør hos Petrof, havde taget turen fra Tjekkiet for at overrække Jacob Hamborg den fine præmie. Foto: Bo Lehm
Vi taler til klaverundervisning tit om det med at have et flow i musikken, så da jeg skulle finde på et navn, kom det bare til mig.
Jacob Hamborg

Præmien var intet mindre end to modelklaverer af det samme mærke, hvor det ene gik til forfatteren af ​​vinderforslaget og det andet til en skole valgt af vinderen. 

- Jeg gik og tænkte over, hvem det andet klaver skulle gå til. Jeg havde både musikskolen og gymnasiet i tankerne, og så valgte jeg gymnasiet. Jeg følte, at det ville gøre mest gavn her og komme flest til nytte, og så vidste jeg også, at gymnasiet ikke havde et klaver i den klasse, fortæller Jacob Hamborg. 

Og den tanke sætter Thisted Gymnasium stor pris på.

- Det er ret stort, at Jacob har valgt at give det til os. Det skaber noget historie for gymnasiet at modtage et klaver fra en elev. Jacobs navn står også på det, så vi kan mindes, hvordan vi har fået det. Derudover har vi heller ikke råd til at købe så dyrt et klaver til eleverne, så det er en utroligt stor gestus, fortæller Bo Hove, konstitueret rektor på Thisted Gymnasium.

En oplevelse ud over det sædvanlige

Skoleskemaet var lavet om i dagens anledning. Skolens godt og vel 500 elever samledes i den store sal. Her var der pyntet op og gjort klar til en helt særlig koncert. Scenen var indrammet af bøgetræer, som skulle repræsenterer den smukke natur i Thy. Midt på scenen stod et stort skinnende flygel. Petrof havde nemlig sammen med Jacobs klaverer også medbragt et flygel til en værdi af 1,2 millioner kroner. Det blev der spillet på til den særlige lejlighed, men det fornemme flygel bliver trods alt ikke stående i Thy.

- Det er en oplevelse ud over det sædvanlige for os alle at opleve klassisk musik på den måde. Det er nok de færreste, som har hørt musik spillet på så fint et instrument før, fortæller Bo Hove, som understregede, at torsdagens arrangement var en hyldest til den prisvindende elev, som dermed fik mulighed for at vise sine medstuderende, hvad han er interesseret i.

Foto: Bo Lehm

Koncerten var en form for tidsrejse, hvor musikken tog publikum med tilbage til Petrofs start i 1864 og frem til i dag. Derudover var der både et dansk og tjekkisk element. Den professionelle pianist Emil Gryesten, Jacob Hamborg og vennen Holger Borg Cederstrøm Friis repræsenterede Danmark, og så repræsenterede den profesionelle pianist Matyás Novák, som kom sammen med Petrof, Tjekkiet.

- Vi valgte også at kontakte den tjekkiske ambassade og invitere dem, så ambassadøren var også tilstede under overrækkelsen, fortæller Adam Prousek, marketing direktør hos Petrof.

Jacob Hamborg tog hjem fra koncerten et klaver og en oplevelse rigere.

- Jeg har kun et el-klaver derhjemme, så jeg glæder mig til at komme hjem og øve på et rigtigt klaver. Det føles helt anderledes at spille på sådan et, fordi der en anden tyngde i tangenterne, og så lyder det også  bedre, fortæller han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden