Topper flot liste: CNN anbefaler især denne nordjyske plet til amerikanere
Amerikanske CNN anbefaler Nordjylland som feriedestination for amerikanske turister, der gerne vil udforske Europa
Opdateret kl. 11:46
THY/NORDJYLLAND: I forventning om, at op mod 55 pct. flere amerikanere vil besøge Europa end sidste år, har nyhedsmediet CNN samlet en liste med deres bud på, hvilke alternative feriedestinationer, amerikanerne kan besøge på vores kontinent.
For mens mange middelhavsdestinationer i Italien og Frankrig ifølge artiklen "er overrendt af Amerikanere", så er der masser af perler rundt omkring på vores kontinent, som knap så mange "over there" kender til.
Ikke overraskende er Nordjylland selvfølgelig den første destination på listen, som i øvrigt også omfatter blandt andet Costa de la Luz i Spanien, Pelion halvøen i Grækenland og Carmarguedeltaet i Sydfrankrig.
Især virker det til, at amerikanerne har kastet deres kærlighed på Thy:
"Kaldet "Cold Hawaii", lokker Nordjylland - en region lige vest for Aalborg langs Danmarks nordvestlige kyst - med sin kystlinje spækket med klitter, hvor fiskerbyer og surfkultur blandes i hyggelige kystbyer som Agger og Hanstholm", skriver CNN blandt andet.
Mens temperaturerne i Sydeuropa er på himmelflugt, så er den noget køligere - og nogle vil sikkert sige lunefulde - danske sommer noget, som det amerikanske medie kan lide.
Der er også et vink til madturisterne, for CNN fremhæver selvfølgelig de nykårede Michelin-restauranter Villa Vest i Lønstrup og Restaurant Tri i Agger som et besøg værd.
Skulle amerikanerne blive fristet, så fremgår det også af artiklen, at den nye flyrute Aalborg-Newark "gør regionen nemmere end nogensinde at nå fra USA".
Det er langt fra første gang, de amerikanske medier har opfordret deres læsere til at tage en tur til det nordjyske. Tidligere har også New York Times, Vogue og Forbes udgivet artikler, hvor Nordjylland bliver fremhævet som et besøg værd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.