Frederikshavn

Bar mave og dyb koncentration: - Det skal sgu være hyggeligt

Tatovører fra nær og fjern indtog Arena Nord i Frederikshavn til det 11. årlige Nordic Ink Festival i denne weekend

Thor Lykkegaard, ejer af Ink By Lykkegaard i Odense, til Nordic Ink Festival 2022 i Frederikshavn.
Thor Lykkegaard, ejer af Ink By Lykkegaard i Odense, til Nordic Ink Festival 2022 i Frederikshavn. Foto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 16:13

FREDERIKSHAVN: Der var skruet godt op for varmen i Arena Nord denne weekend, for der var meget bar hud til Nordic Ink Festival, hvor mere end 100 tatovører var samlet for at tatovere og konkurrere.

Tatoveringsfestivalen forløb side om side med Nordic Brew Festival og Nordic Dart Festival, hvis besøgende kunne bevæge sig frit rundt mellem alle tre begivenheder.

- Det skal sgu være hyggeligt

En af de passionerede artister, der var rejst til Frederikshavn denne weekend, er Thor Lykkegaard fra Odense. Han har tatoveret i fem år, hvoraf han de seneste to år har haft sin egen tatovørforretning.

Han arbejdede i andre tatovørforretninger de første par år af sin karriere, men fik nok af, at nogen bestemte, hvordan han skulle gøre sit arbejde.

Thor Lykkegaard i færd med at tatovere en kunde, på dag to af Nordic Ink Festival i Frederikshavn. Foto: Claus Søndberg

Han har lært sig selv de ting, han har brug for at vide for at blive en dygtig tatovør og drive en succesfuld forretning. Han havde i forvejen noget kendskab til marketing, så det var ikke et uoverkommeligt skridt at starte sin egen virksomhed.

 - Det vigtigste for mig, er, at jeg hygger mig med mit arbejde. Det skal sgu være hyggeligt, siger Thor Lykkegaard, og understreger sit hygge-mantra med sin påklædning, eller rettere mangel på samme. Thor kan nemlig bedst lide, at sidde i bar overkrop, når man arbejder.

Thor er den eneste fastansatte i sin tatovørforretning Ink By Lykkegaard, men besøgende artister kan leje en tatovørstation i hans forretning. Foto: Claus Søndberg

- Glem marketing; det sker på TikTok

Thor Lykkegaard fortæller, at han har droppet sit marketingbudget og satset alt på sociale medier, og ifølge ham er der særligt én platform, man skal til at være til stede på, hvis man vil nå ud til folk i dag:

- Glem Marketing; det er på TikTok, at det sker. Min forretning har aldrig haft det bedre efter at jeg er gået all-in på den platform, fortæller Thor, mens han netop er ved at tatovere en kunde, som han har booket igennem en live stream på TikTok.

Han laver live streams på sin TikTok-profil, hvor han viser sine designs frem. Så kan seerne melde ind, hvis de ser et design, som er de interesserede i, og på den måde får Thor Lykkegaard bookinger i kalenderen.

Lydscenen i Arena Nord bar præg af de mange summende tatoveringsmaskiner, og de fordybede tatovører var ikke lige nemme at få i snak. Foto: Claus Søndberg

En lokal kending

En anden af artisterne til dette års Nordic Ink Festival er Morten Friis fra Skagen, indehaver af Skagen Tattoo, som han har ejet og drevet i 25 år. Han er derfor et velkendt ansigt hos de lokale til festivalen.

Morten Friis, ejer af Skagen Tattoo, til Nordic Ink Festival 2022 i Frederikshavn. Foto: Claus Søndberg

Det er også en af stamkunderne, som er under nålen sidst på eftermiddagen på den anden dag af Nordic Ink Festival, nemlig Thomas Borén, som også er fra Skagen.

Langt de fleste af Thomas Boréns tatoveringer er lavet af Morten Friis hos Skagen Tattoo, men han har også fået lavet en del på udenlandsrejser i sine sabbatår.

Morten Friis i færd med at tatovere stamkunden Thomas Borén til Nordic Ink Festival 2022 i Frederikshavn. Foto: Claus Søndberg

Selvom Thomas er i slutningen af tyverne, så tøver han alligevel, da vi spørger, hvor mange tatoveringer han har i alt:

- Jeg tror nok, jeg har i omegnen af 75, men jeg siger det ikke lige så højt, for det er min mor og far der står lige derhenne, hvisker Thomas Borén med et smil, og peger hen på sine forældre, som smiler tilbage og skynder sig videre.

Kærester lægger hud til

Ed Torres fra Colombia arbejder ved Tattoo Studio 96 i Aalborg. Han har sin kæreste Melissa med til Nordic Ink Festival, og hun agerer lærred for den tatovering, som Ed stiller op i konkurrence med.

Ed Torres i færd med at tatovere sin kæreste til Nordic Ink Festival 2022 i Frederikshavn. Foto: Claus Søndberg

Det er en ting, der går igen hos flere af de deltagende tatovører, at deres partnere lægger hud til designs, som skal bruges i konkurrencer. Ed stillede op i konkurrencen "Bedste Farvetatovering".

Ed Torres' design, som forestiller Pokèmonen Charizard, endte i top fem i konkurrencen "Bedste Farvetatoveringer" Foto: Claus Søndberg

Resultaterne af festivalens 14 konkurrencer kan ses på Nordic Ink Festivals Instagram-profil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden