Fiskeri

- De er så lokale, at de havde talt vendelbomål, hvis man kunne tale med dem

Gennem de seneste 10 år er der kommet flere og flere af de mangearmede bløddyr i de danske garn

Der bliver landet flere og flere blæksprutter af danske fiskere. Sprutterne søger nemlig længere nordpå, når temperaturen i havet stiger.
Der bliver landet flere og flere blæksprutter af danske fiskere. Sprutterne søger nemlig længere nordpå, når temperaturen i havet stiger. Arkivfoto

Opdateret kl. 23:47

- De smager skide godt, og jeg vil påstå, at de er så lokalt fangede, at kunne man tale med dem, skulle det foregå på vendelbomål.

Det siger Finn Møller, der er auktionsmester på Hirtshals Fiskeauktion, med et lille grin, da snakken falder på noget, som der bliver landet mere og mere af;

Nemlig blæksprutter.

I skrivende stund er der i år landet 302 tons af danske fiskere, og de 54 tons er ankommet til Hirtshals.

Som følge af de stigende havtemperaturer søger blæksprutterne længere nordpå, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend Erik Andersen til DR.

Han forventer derfor, at blæksprutter vil få voksende betydning for dansk fiskeri i de kommende år, i takt med at vandet bliver varmere.

- Vi skal udnytte de muligheder, som naturen giver. Den forandrer sig hele tiden, og heldigvis er danske fiskere omstillingsparate, lyder det fra Svend Erik Andersen til DR.

Bare et par timer ude

Og der er efterspørgsel på de enten otte eller ti-armede marine bløddyr.

I Hirtshals fortæller auktionsmesteren, at nogle dage kommer der helt op til tre-fire tons ind med bådene.

Men det svinger i sagens natur.

- I går kom der 4-500 kilo. Der solgte vi omkring en tredjedel til det danske marked og resten til udlandet. Mange går til Italien og Spanien. De har godt nok mange sprutter selv dernede, men dem, som er taget i det kolde vand heroppe har en særlig god kvalitet, fortæller Finn Møller.

Og pointerer, at selvom der rigtignok bliver landet mange i år, så kommer og går det i bølger.

- For en håndfuld år siden var der også mange, men der er flere af dem i Nordsøen, end der plejer at være. De bliver typisk fanget af vores humerbåde/trawlere. Og det er bare et par timer ude, hvis man sejler fra Hirtshals. Så det er så lokale råvarer, som det kan blive. De havde talt vendelbomål, hvis man kunne tale med dem, oplyser Finn Møller med et lille grin.

Frit fiskeri

Der er gode priser på blæksprutterne, som på årets første 11 måneder har haft en landingsværdi på omkring 11 millioner kroner landet over.

- Prisen har været stigende. Og desto flere vi har, jo mere opmærksomhed bliver der omkring dem. Tit ser vi faktisk, at vi får de gode priser, når flere får øjnene op for dem, siger Finn Møller.

Fiskeriet er foreløbig frit, da der ikke er kvoter på blæksprutter.

Også i Hanstholm og Skagen bliver der landet blæksprutter. Førstnævnte står for hele 72 tons fra de danske fiskere, mens der i landets nordligste by er landet små 42 tons ditto.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden