Det hed sig, at de var på yogaophold i Indien: Nu dukker de op i populært tv-program

I dag er der snigpremiere på "Først til Verdens Ende" på TV 2, og det er med nordjysk deltagelse

Konkurrencen startede i New York, hvor de to søstre, Heidi og Susie Rasmussen, fik udleveret et beskedent kontantbeløb og et verdenskort. <i>Foto: Nikolaj Preisz/TV 2</i>

Konkurrencen startede i New York, hvor de to søstre, Heidi og Susie Rasmussen, fik udleveret et beskedent kontantbeløb og et verdenskort. Foto: Nikolaj Preisz/TV 2

AALBORG/PANDRUP: Søstrene Susie og Heidi Rasmussen havde drømt, men ikke turdet håbe på, at de ville slippe igennem det berømte nåleøje.

Men casterne på tv-programmet "Først til verdens ende" faldt for de to nordjyske kvinder, som sammen med fire andre hold skulle dyste om - på et meget beskedent budget - at nå hurtigst fra den ene ende af verden til den anden.

- Vi er begge lidt eventyrlystne, og vi har aldrig været på en lang tur sammen. Det her var en mulighed for bare at være os to søstre sammen, siger Heidi Rasmussen.

Det var kun den nærmeste familie, som fik at vide, at de skulle deltage i programmet. Til venner og arbejdskollegaer fortalte de en hvid løgn.

- De fik at vide, at vi skulle på et syv ugers yoga-retreat i Indien, siger 48-årige Heidi Rasmussen, der arbejder som lærer på Pandrup Skole.

Storesøster, 52-årige Susie Rasmussen bor i Aalborg, og hun er også uddannet lærer. I dag er hun dog stoppet på arbejdsmarkedet efter, at hun i 2015 fik konstateret uhelbredelig knoglemarvskræft.

Netop denne sygdom har været en af bevæggrundene for at takke ja til eventyret og for at rejse sammen som søstre.

- Heidi har altid været der for mig som pårørende, mens jeg har været patienten. Nu fik vi en mulighed for at komme af sted som søstre, siger Susie Rasmussen, der er mor til to børn på henholdsvis 27 og 24 år.

- I forbindelse med min sygdom har jeg tænkt, at det ikke kan være rigtigt, at jeg skal begrænses, siger hun og tilføjer, at hun også har haft et ønske om at vise overfor andre, at det, trods en kronisk sygdom, er muligt at forfølge eventyret.

- Det behøver ikke nødvendigvis at være i den målestok, som vi har gjort, men jeg vil gerne vise andre, at man kan lave en aftale med lægerne og tage på tur.

Medicin med på rejsen

På grund af sygdommen er Susie Rasmussen i behandling hver fjerde uge, og det betød, at hun skulle lære at medicinere sig selv. Derfor havde hun, udover en accept fra hendes læger, medbragt et lager af medicin.

- Jeg havde mine overvejelser, om jeg kunne tillade mig at tage af sted, og det var også tidspunkter undervejs, hvor jeg var træt, men i de situationer tog vi vores forholdsregler, siger Susie Rasmussen.

1. november 2022 mødte Heidi og Susie Rasmussen op på banegården i København, og herefter begyndte eventyret. Eneste bagage var en 11 liters rygsæk indeholdende blandt andet praktisk tøj og en sovepose.

- Vi fik besked på at af aflevere vores telefoner, og vi fik udleveret to flybilletter til New York. Vi vidste ikke, hvad der skulle ske, og det føltes en anelse grænseoverskridende bare at slippe kontrollen, fortæller de to kvinder, der begge både privat og professionelt altid haft brug for at have en vis grad af kontrol.

- Vi er begge to lærere, og i det fag har det altid været nødvendigt at være forberedte, så det her var en ny situation for os, siger Heidi Rasmussen, der fandt glæde i rent faktisk at slippe kontrollen. 

- Når vi har rejst på ferier med vores familier, har det altid været os, der har haft styr på, hvor vi skulle sove, hvor vi skulle spise og alt det praktiske. Pludselig havde vi ikke kontrol over, hvad vi skulle, og når vi spurgte, hvad der skulle ske, når vi kom til New York, fik vi besked på, at det var hemmeligt, og at vi bare skulle slappe af.

Uvant verden

Konkurrencen begyndte i New York, hvor deltagerne fik besked om, at deres slutdestination var Buenos Aires i Argentina. De fik udleveret et verdenskort og ganske få kontanter, som de skulle klare sig for.

- Vi har prøvet at være fattige, konstaterer Heidi Rasmussen, der også har lært, hvor store underværker et stykke håndsæbe i en taske kan gøre, når der er gået lang tid imellem et bad og endnu længere mellem de varme bade.

De to søstre kalder det et eventyr, som de har været på, og rejsen har - om muligt - gjort det tætte bånd endnu tættere. <i>Foto: Philip Engsig/TV 2</i>

De to søstre kalder det et eventyr, som de har været på, og rejsen har - om muligt - gjort det tætte bånd endnu tættere. Foto: Philip Engsig/TV 2

De har også lært, at det faktisk kan være en fordel at være mobilfri, fordi man interagerer på en anden måde. Det er ikke muligt at finde vej via "google maps" - i stedet er man nødt til at spørge lokalbefolkningen til råds. 

Tilsvarende sad de ikke med hovedet begravet i deres respektive telefoner, når de eksempelvis var på vej i bus.

- Vi brugte vores sanser på en anden måde, fordi vi ikke havde vores telefoner. I stedet for at kigge ned i en telefon, kiggede vi ud af vinduet og betragtede verden omkring os, siger Susie Rasmussen.

De medgiver, at der har været situationer undervejs, hvor de har tænkt: "nej, det der gør vi bare ikke". 

- Vi har stået i situationer, hvor vi har været bange og været bekymret for, hvordan det vil ende. Desuden er vi er begge kraftigt udfordret i forhold til kryb og toiletforhold, så den her tur har helt klart skubbet til nogle grænser, siger Heidi Rasmussen.

Uden at afsløre for meget, var de i den grad udfordret, da de eksempelvis skulle sove på en sovesal, hvor der sov både mænd og kvinder, og hvor der både var snavset og utrygt.

- Vi havde kun få penge, så vi skulle forsøge at finde så billige overnatningssteder som muligt. I de tilfælde sov vi arm i arm og med vores rygsæk spændt fast, for den måtte vi bare ikke miste. Gjorde vi det, kunne vi ikke rejse videre, fortæller Susie Rasmussen.

En øjenåbner

Selv om søstrene Rasmussen var sammen døgnet rundt, opstod der aldrig undervejs situationer, hvor de blev sure eller irriterede på hinanden. 

- Hvis der skete noget, vi ikke havde forventet, grinte vi bare, for der er jo ikke nogen af os, der gør noget forkert med vilje, siger Heidi Rasmussen.

Og det i forvejen stærke bånd mellem de to søstre, er - om muligt - blevet endnu stærkere.

- Det har været en helt fantastisk oplevelse, som jeg den dag i dag kan mærke helt ind i hjertet, siger Susie Rasmussen.

Turen har givet dem mulighed for at få unikke oplevelser, som de ikke selv ville have opsøgt. De fortæller, at de har følt en stor hjælpsomhed og imødekommenhed, hvor de er kommet frem. 

På mange måder har rejsen været en øjenåbner.

- Det har bekræftet os i, hvor godt vi rent faktisk har det i Danmark, og vi har oplevet, hvor grelt det mange steder står til med klimaet, siger Susie Rasmussen. 

- Nogle steder smider man bare affaldet i en flod og forventer, at det forsvinder af sig selv, og det siger mig, at det ikke er nok, at vi her i Danmark sætter ind i forhold til klimaet. Vi er en ganske lille brik i det store spil, og vi er nødt til at sikre, at resten af verdenen kommer med, hvis vi skal ændre noget, siger Heidi Rasmussen. 

Susie og Heidi Rasmussen er taknemlige for, at de fik muligheden for at være med i programmet "Først til verdens ende". <i>Philip Engsig/TV 2</i>

Susie og Heidi Rasmussen er taknemlige for, at de fik muligheden for at være med i programmet "Først til verdens ende". Philip Engsig/TV 2

Vindere uanset udfaldet

Hvordan denne dyst endte, er endnu en hemmelighed. Til gengæld er det ikke længere hemmeligt, at deres tur i november ikke gik til Indien, men at de derimod medvirkede i et tv-program.

- Vi har kun fået positive reaktioner, og vores børn griner af os og synes bare, at vi er kave, griner Heidi Rasmussen, der er mor til tre børn på henholdsvis 9, 19 og 22 år.

Der er formentlig også lagt op til underholdning, når man de næste uger kan følge de to nordjyske kvinders strabadser.

- Vi opfandt et nyt begreb undervejs: panok, hvilket er udtrykket for, at man går i panik samtidig med, at man går amok, fortæller Heidi Rasmussen.

Uanset hvor de ender i dysten, føler de begge, at de, alene ved at medvirke, har vundet.

- Jeg er taknemlig for, at vi fik denne mulighed, og for at TV 2 har troet på os, selv om jeg er syg, siger Susie Rasmussen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.