Drabeligt mysterium i park: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende
Charlotte går tur i anlægget hver dag, og de seneste uger har hun været vidne til en uhyggelig udvikling
Opdateret kl. 13:28
AALBORG: Charlotte har i mange år gået tur med sin hund i en central park i Aalborg, men siden december har hun lagt mærke til, at noget har ændret sig.
Og de seneste dage har den været helt gal.
Først lå der en stor måge livløs i en hæk. Så flød en død måge rundt i vandet. Mandag var det både en syg solsort, der væltede rundt helt oppustet og en lille død fugl, som Charlotte tror kunne være en dompap. Tirsdag så hun en and, der lå med bugen i vejret.
- Det er ikke normalt, og der er flere af dem, der går dernede, der undrer sig over, hvad fanden der foregår. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger hun til Nordjyske.
Fugle dør selvfølgelig hele tiden. De bliver ofre for huskatte, parasitter og jægere, og en gang imellem dør de måske efter en fem-seks gode år i den lokale park. Nogle når også en vinterferie eller to i Sydfrankrig.
Charlotte tror ikke, det er tilfældet med de her fugle. Hun tænker, at dødsårsagen kan være gift eller fugleinfluenza, men hun ved det ikke. Og er det overhovedet et usædvanligt antal fugle, der dør i Østre Anlæg?
Noget kunne tyde på det.
Stigning på 1000 procent
- Din kilde har helt ret. Der sker et eller andet med fuglene i Østre Anlæg.
Sådan lyder svaret fra Dyrenes Beskyttelse. De har opdaget det samme som den lokale hundelufter.
Charlotte, som ikke vil have efternavn eller billede i pressen, har altså ikke bekymret sig uden grund.
Hun har også meldt sine fund til Fødevarestyrelsens fugleinfluenza-app. Når man som borger gør det, sender myndighederne folk ud for at tjekke dyrene for fugleinfluenza. Dyrenes Beskyttelse har også en vagtcentral, som tager ud til syge og døde dyr.
I februar i år har der været 33 anmeldelser af syge eller døde fugle til Dyrenes Beskyttelses 1812-linje i Aalborg. Samme måned sidste år var der tre.
- Vi har haft usædvanligt mange henvendelser til vagtcentralen om syge fugle i Aalborg siden årsskiftet. Særligt i området omkring Østre Anlæg, fortæller Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.
Bare de seneste 11 dage er 11 fugle blevet nødaflivet i og omkring parken. En om dagen.
Yvonne Johansen fortæller, at de fleste har været mindre fugle som solsort, krager og duer, og samtlige af fuglene er blevet nødaflivet af Falck eller Dyrenes Beskyttelses dyrereddere, fordi de har været meget syge.
Men årsagen kender hun altså ikke.
- Vi følger situationen nøje og håber, at Fødevarestyrelsen lykkes med at finde årsagen, siger Yvonne Johansen.
Kommunen kender ikke problem
Klaus Godiksen er skytte for Park og Natur i Aalborg Kommune og er ansvarlig for at regulere fugle og aflive syge fugle i Aalborg Kommune.
Han bliver ikke nødvendigvis kontaktet, hvis en borger melder en død eller syg fugl til Fødevarestyrelsen eller Dyrenes Beskyttelse. Han har heller ikke hørt, at der skulle været noget vildt på færde i Østre Anlæg.
- Jeg har da været ude med kanonen og skyde et par duer i dag. Men der er ikke noget ud over det sædvanlige at melde om, siger Klaus Godiksen.
Han fik også et tip om den døde måge i hækken i Østre Anlæg. Men han kunne ikke se noget usædvanligt ved den.
- Nej, nogle gange styrter de jo også bare ned fra himlen, fordi de får hjertestop. Men jeg kan ikke udelukke, at det er fugleinfluenza, siger han.
Ifølge Fødevarestyrelsens eget fugleinfluenzaberedskab er der konstateret tre positive tilfælde af fugleinfluenza, H5N1, i år. Alle i Nørresundby.
Det er stadig uvist, om nogle af de mange nyligt døde fugle i Østre Anlæg har haft fugleinfluenza, er ramt af en parasit eller noget helt tredje, men de er nu sendt til analyse hos Fødevarestyrelsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen før deadline.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.