Flere kvinder vender arbejdsmarkedet ryggen – men hvem taber i sidste ende?

Første gang tankerne ramte mig, var for godt to år siden.

Jeg sad forstenet i bilen en morgen. Havde netop slukket motoren uden for min arbejdsplads efter det daglige maraton med at få hele familien gjort klar til at komme ud af døren. 

Og mit hoved dunkede. Mine øjne flakkede.

Så jeg sad dér i det grå lys, træt og trist og overvældet, og spurgte mig selv, hvordan andre mennesker gør det her. Om det virkelig er sådan her, livet skal føles.

Som om man halser rundt i et hamsterhjul for at være alle steder på én gang. Og hele tiden føle, at man ikke slår til nogen af dem.

Så jeg begyndte lige så stille at græde. Som så mange kvinder før mig har gjort det. Mens vi har længtes efter, at noget skulle være anderledes. Nemmere. Mindre presset. Men stadig med plads til at arbejde og lave noget, vi er dygtige til.

Siden da synes længslen kun at være blevet mere udtalt. Mere kollektiv. 

Vi mødre i dag vil have mere tid med vores børn. Vi stoler ikke ukritisk på, at velfærdssamfundets rammer er gode nok til, at vi vil aflevere vores børn i otte-ni timer hver dag. 

Vi vil ikke være del af stress-statistikkerne, vi har ikke lyst til at ræse fra hjem til arbejde og til hjem igen og forsøge at lave mad midt i ulvetimen og aldrig føle, at der er tid til bare at være.

Så vi har gjort det legalt og mere acceptabelt, at trække os fra hamsterhjulet. At skrue ned for eller helt sige farvel til vores arbejde i en periode for i stedet at give os selv en pause og vores børn det, vi mener, er den bedste start på livet. Nemlig tid med deres forældre.

Men kan vi det uden at slå bunden ud på vores velfærdsstat? 

Uden at ødelægge vores egne økonomiske muligheder? 

Uden at give køb på vores uafhængighed?

Og ville vi rent faktisk trives?

Det er de spørgsmål, jeg stiller mig selv på kvindernes kampdag anno 2025.