Familieliv

Forældrene skal ikke have skylden, men de er en væsentlig del af løsningen på stort problem

Syv nye råd til forældre skal være del af løsningen på børns og unges stigende mistrivsel, lyder det fra kommision

Lene Tanggaard, professor på Aalborg Universitet, har været med til at formulere de syv nye anbefalinger til forældreskabet - anbefalinger, som skal hjælpe børn til bedre trivsel.
Lene Tanggaard, professor på Aalborg Universitet, har været med til at formulere de syv nye anbefalinger til forældreskabet - anbefalinger, som skal hjælpe børn til bedre trivsel. Foto: Torben Hansen

Opdateret 19. marts 2025 kl. 08:42

Flere børn og unge i dag er sårbare og mistrives - og en væsentlig del af årsagen til den mistrivsel skal findes hos forældrene og familierne og i fællesskaberne omkring børnene.

Sådan lyder den første konklusion fra Trivselskommissionen - en kommission, som blev nedsat af regeringen i oktober 2023 og skal belyse årsager og løsninger til mistrivslen.

I løbet af weekenden er der derfor landet syv nye anbefalinger fra den 11 personer store kommission, som sætter fokus på det modernes forældreskab og dets konsekvenser.

De anbefalinger kommer forud for det pressemøde tirsdag morgen, hvor resten af kommissionens arbejde præsenteres i form af en rapport med 35 fokusområder.

Men når der på forhånd bliver udsendt et kollektivt budskab til de danske forældre, er det for at starte en nødvendig debat.

Det siger Lene Tanggaard, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, som har været del af kommissionen.

- Det her handler ikke om at give forældre skylden. Men vi starter debatten med det, der vedrører flest mennesker, for forældrene er en væsentlig del af løsningen. Men det her er en vidtforgrenet problematik, så der skal sættes ind mange steder, siger Lene Tanggaard.

Står inde for budskabet

Hun er selv forfatter til "En lille bog om hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror" - og hun kan godt se det pudsige i, at det lige nu ser ud, som om hun går imod sit eget budskab.

- Jeg er ikke så vild med gode råd på den her måde, men jeg kan stå inde for indholdet, som ligger i tråd med det, jeg selv tidligere har skrevet, siger hun.

Her er Trivselskommissionens syv råd til forældre
  • 1. Stil alderssvarende og kærlige krav til dit barn, og vær tydelig om rammer og værdier.
  • 2. Begræns overvågningen af dit barn – børn kan langt mere, end vi tror.
  • 3. Hav tillid til, at dit barn, i takt med sin udvikling, selv vil kunne overkomme mange udfordringer og håndtere konflikter på dets vej.
  • 4. Inddrag og lyt til dit barn ud fra dets alder og forudsætninger – husk dog, at inddragelsen ikke må ske på bekostning af kærlige krav og tydelighed.
  • 5. Lær og vis dit barn, hvordan alle – voksne som børn og unge – skal have blik for og tage ansvar for andre mennesker og de fællesskaber, som vi indgår i.
  • 6. Hav fokus på selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse i opdragelsen – og lær dit barn, at det i perioder vil opleve nedtrykthed, uden at det hverken er farligt eller sygeligt.
  • 7. Husk, at du kender dit eget barn bedst – og sænk skuldrene vel vidende, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn for, at det trives.
Kilde: Trivselskommissionen

- Anbefalingerne går jo netop på, at forældre skal stole på sig selv og deres egen dømmekraft. For vi står med et stærkt forældreskab i dag. Det er engageret, kompetent og vidende, og intet tænkende menneske ville ønske sig tilbage til noget tidligere. Men vi må også bare sande, at nye tider giver nye udfordringer. Og jo mere man ved om at være forælder, jo mere usikker bliver man, siger Lene Tanggaard.

Hun ser en generation af forældre, som har fokus på deres børns følelser og på at inddrage dem i familielivet og beslutninger - og som har de tekniske midler til at overvåge og beskytte deres børn.

Men det er alt sammen ting, der kan have en bagside.

- Når vi hele tiden kan få fat i vores børn, giver det måske en indledende følelse af tryghed, men det betyder, at de ikke får meget tid på egen hånd til at prøve sig selv af. Og når vi tager vores børn med på råd og inddrager dem i beslutninger, kan det være godt, men det kan også give børnene en følelse af angst og usikkerhed. Og det er dét, vi er nødt til at tale om, siger Lene Tanggaard.

Mærkeligt at undlade familierne

Derfor skal man heller ikke læse de syv nye anbefalinger som nogle, der skal lægges oven i de allerede eksisterende anbefalinger.

For det er ikke meningen at øge den allerede enorme informationsmængde, der findes om det at være forældre.

- Tanken er at sætte gang i en debat, og det har vi gjort. Anbefalingerne skal ikke bruges direkte, men måske mere få forældre til at tænke over, hvad de gør. For de er rigtig gode til at lytte og drage omsorg, men børn har det også med at blive store, hurtigere end vi måske lige opdager, siger Lene Tanggaard.

Hun vil gerne understrege, at hverken skyld eller løsning udelukkende ligger i familierne.

- Men det ville være underligt at dykke ned i den her problematik og så ikke adressere familierne, men kun se på systemerne og fællesskaberne udenom. Vi ser på det hele, og her kommer vi ikke udenom at granske forældreskabet også, siger hun.

De endelige konklusioner fra Trivselskommissionen bliver præsenteret på et pressemøde klokken 9.30 tirsdag formiddag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden