Gamle røverhistorier på politigården: - Vi var som lille en familie

I dag er de otte fremmødte, seks tidligere betjente og to administrative medarbejdere - lidt mandefald er som regel at forvente - men traditionen holder ved. Den lille flok sætter sig straks til det veldækkede bord, klar til at mindes gode tider på det smukke, gamle ting- og arresthus, der har dannet ramme om en betydelig del af deres arbejdsliv.

Jargonen er drillende og godmodig, og man fornemmer, hvordan alle mand hurtigt falder tilbage i de vante roller, som de hver især indtog, dengang håret endnu var knap så gråt.

I dag er der kun en lille håndfuld politifolk, der har deres gang på stationen i Nykøbing, men dengang, inden reformernes tid, var styrken anderledes talstærk. I det hele taget var arbejdsvilkårene for politi og beredskab på Mors ganske anderledes, end de er den dag i dag:

- Man kunne godt blive ringet op midt om natten og få at vide, at man skulle køre til Øster Assels, fordi vi var blevet kaldt ud til noget. Men der var ingen adresse, for husene havde ikke numre og vejene havde ikke navne, så det var bare med at køre af sted og finde ud af det hen ad vejen, husker Børge Kjeldahl Madsen.

Han kom til Mors i 1971, men inden da arbejdede Børge Kjeldahl Madsen ved Københavns Politi. Han hæfter sig ved den store forskel, der var på at være i en stor politikreds, og så på at komme til lille Mors:

- I København var det noget helt andet. Alle derovre blev tiltalt som "unge mand", sådan var det dengang. Man kom aldrig til at kende nogen. Derovre var alle bare et nummer.

Han genkalder sig, hvordan han en dag var ude på patrulje sammen med en kollega, da de blev passeret af en bil i lidt for høj fart.

- Vi blev enige om, at vi skulle prøve at følge efter ham. Da vi havde kørt et stykke, så vi, at han pludselig kørte af vejen og endte direkte i en mødding, fortæller Børge Kjeldahl Madsen og fortsætter:

- Jeg sagde til min kollega: "Lad os bare vente her, han skal nok give lyd, men bilen kommer ikke herfra." Og ganske rigtigt var han meget medgørlig, da han kom ud.

Sidenhen kom Børge Kjeldahl Madsen og den uheldige bilist på ganske god fod, og de hilste af og til på hinanden efterfølgende. I det hele taget har et stort lokalkendskab været afgørende for arbejdet på stationen:

- Jeg synes, vi havde et godt arbejde, hvor vi havde et stort netværk i de lokale miljøer. Og vi fik opklaret mange sager, siger Uffe Korsgaard, mens Arne Rosgaard tilføjer:

- Ja, nogle CPR-numre på vores "faste kunder" kunne vi i hovedet, så vi var fri for at slå dem op hver gang.

For bordenden sidder de eneste to kvinder ved dagens samling. Det er Ellen Nielsen og Erna Dahl, som i mange år håndterede alt det administrative i forbindelse med stationen. Dermed er der ikke mange morsingboere, der ikke har hilst på de to, når de skulle have udstedt et pas, tage kørekort eller have nummerplader på bilen.

Det var med en vis bæven, når de unge politimænd skulle ned og banke på hos de skarpe kvinder på kontoret, for Erna og Ellen gav gerne igen af samme skuffe, som de mandlige kolleger delte ud af:

- Jeg var ansat her i 43 år, og jeg må sige, at det krævede sin pige at klare sådan en flok knejter, siger Erna Dahl, til stor morskab fra det øvrige selskab, der næppe i dag kan snige sig ind under betegnelsen "knejter".

- Det var nogle rigtig gode år, og vi var som en lille familie, tilføjer Erna Dahl.

Men selvom man har været politi i en menneskealder, så afviser alle de fremmødte kategorisk, at det skulle have været svært at lægge uniformen på hylden og vænne sig til det civile liv:

- Den dag, man går ud herfra for sidste gang, så er det et lukket kapitel, siger Arne Rosgaard.

- Men de første par år efter pensionen kunne man da godt gætte, hvem der havde været på spil, når man læste politinoterne i avisen, siger Ole Jensen.