Skagen festival

Landets nordligste festival byder på meget mere end musik

Festivalen på Danmarks top er klar til at byde både nye og gamle kendinge velkommen

Der er mange gengangere til Skagen Festival, men kommer man for første gang, har den nye formand et par gode råd.
Der er mange gengangere til Skagen Festival, men kommer man for første gang, har den nye formand et par gode råd. Arkivfoto: Bent Bach

Opdateret kl. 17:26

SKAGEN: Torsdag går det løs, når den nordligste by i landet igen lægger navn og ryg til Skagen Festival.

Som er meget mere end en musikfestival.

- Det er en stemning, som binder hele byen sammen i nogle festlige dage. Der er jo festival overalt. Man kan bevæge sig rundt mellem vores scener, der både er på havnen, ved Kulturhus Kappelborg og i Skagen Kultur- og Fritidscenter - og så sker der samtidig en masse ting i byen, fortæller Jesper Hegaard, formand Skagen Festival.

Han er ny på posten som formand for festivalen og glæder sig meget til at byde omkring 8.000 til 10.000 gæster velkommen til Skagen Festival.

- Det er vores overslag over deltagerne til selve festivalen. Derudover er der titusindvis af andre turister i byen de dage, siger Jesper Hegaard.

Skagen Festival er naturligvis en festival med masser af musik, men der er endnu mere i det.

Skagen Festival er en begivenhed, der rækker ud over selve festivalprogrammet. Arkivfoto: Peter Broen

- Det er helt vitalt for festivalen med den store opbakning fra skagboer og erhvervsliv. Ellers kunne det slet ikke lade sig gøre. Erhvervshus Nord har beregnet, at Skagen Festivalen - ud over vores eget budget på cirka 5 millioner kroner - genererer en ekstra omsætning i Skagen på op mod 50-60 millioner, siger Skagen Festivalens formand.

- Så det er en begivenhed, der rækker langt ud over selve festivalprogrammet.

Ørerne ud og øjnene op

Festivalen har tradition for mange gengangere, men skal man opleve den for første gang, er der et par gode råd at hente hos formanden.

- Jeg synes, man skal bevæge sig rundt i byen, slå ørerne ud og øjnene op og bevæge sig ind på nogle af vores scener. Det kunne være Havnescenen eller Torvescenen, hvor man kan komme ind hele dagen for en 100-las, og så er der endda en drikkevare med i købet, siger Jesper Hegaard og supplerer:

- Så får man jo en 3-6 bands, og bliver man så inspireret, er det bare med at tjekke programmet ud for at se nogle af aftenens koncerter. Og det er jo en stemning, man skal opleve. Når man går rundt i byen, ved man ikke helt, hvad man møder - der sker altid noget nyt og noget udover det sædvanlige.

Billetter næsten udsolgt

Er man en af de garvede festivalgængere i Skagen, vil man føle sig hjemme.

Billetter på Skagen Festival

I modsætning til mange andre festivaler, opererer Skagen Festival ikke med partoutarmbånd.

Man kan i stedet købe billetter til de koncerter man ønsker at høre i fx Skagen Kultur- og Fritidscenter.

På Torvescenen er der entré på 100 kroner (det er inklusive en drikkevare) som gælder fra klokken 10 på dagen til lukketid.

På Havnescenen er det samme pris, dog gælder den her fra 10 til 18. Til koncerter om aftenen her, skal man købe en særskilt billet.

Skagen Festivals hjemmside

- Vores koncept er godt og vel 50 år, så de store ændringer er der ikke. Det er samme scener, som vi plejer at have, og selve dagene er genkendelige. Men der er selvfølgelig ny musik hvert år, lover Jesper Hegaard.

Han kan også oplyse om, at især de sidste 14 dage er det gået rigtig godt med billetsalget.

- Nogle koncerter er udsolgte, men der er stadig billetter til de fleste, siger han.

Musikprogrammet kan i øvrigt ses i sit fulde omfang på festivalens hjemmeside.

I de fire festivaldage er over 650 frivillige i arbejde med at få hele det store arrangement til at glide.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden