Er det her Nordjyllands bedste fiskerestaurant?
Alt går faktisk i fisk, når man besøger Restaurant Essens i Frederikshavn, og heldigvis for det

Madanmeldelse af Restaurant Essens i Frederikshavn. Frederikshavn 11 oktober 2022 Foto: Lars Pauli
Da fotografen fra Det Nordjyske Mediehus mødte frem for at tage billederne til denne artikel, blev han ikke mødt med de sædvanlige åbne og nervøse arme. Næ, Tonny Kristensen fra Restaurant Essens var da ved at være godt træt af vores rend.
- Fem anmeldelser på otte år, hvad ligner det, var vistnok i grove træk, hvad indehaveren af Frederikshavn fik formidlet videre i et spørgsmål til fotografen.
Tonny er en lun fætter og fotografen ligeså. Så det hele var med et smil. De kender hinanden.
Det kan da også give anledning til undren, at vi besøger de bedste steder hvert andet år. For de fleste ved jo godt, at med de samme folk bag gryderne og tjenere på gulvet, så vil resultatet blive nogenlunde det samme hver gang.
Sådan er det også for anmeldelserne af Essens. Fem anmeldelser og alle med fem gafler eller derover. Men Tonny Kristensen har altid ansvaret, hånden på kogepladen, så at sige. Men ved service om aftenen er han mest vært ude blandt gæsterne. Så i realiteten er det efterhånden hans folk ude bagved, vi anmelder. Og deres evne til at videregive egne og Tonnys ideer, når det gælder.
Derfor er vi på Restaurant Essens. Igen, igen, igen.
Ny menu hver dag

På Restaurant Essens er der kælet for stedets stil: Genbrug Foto: Lars Pauli
På Essens er der ikke en fast menu. Hvad der kommer ind ad døren af frisk fisk fra Strandby, dikterer aftenens menu, suppleret af de grøntsager, der hentes op af jorden på Essens Gaarden, som Tonny Kristensen købte sidste år og hvis jorde, han har haft glæde af hele sommeren og især nu, hvor mange af retterne har en friskophevet gulerod eller noget kål "høstet lidt over middag" på råvarelisten.
Priserne er i den lavere ende for et sted, der i sin ånd er gourmet men i sit udtryk mere jordnært og uhøjtideligt. Genbrugsmøbler og -service, gamle vinduer som rumdelere. Man er ikke fin på den.
Menuerne er få: En Lille Essens, en Store Essens og en Essensen af det hele, der vitterlig er alt, hvad der er på kortet inklusive vin.
Vi vælger to Store Essens til 445 kroner per styk, den ene med vinmenu og den anden med saft.
Kongelige hapsere
På Restaurant Essens har de fanget, hvor vigtige snacks/hapsere er. Gæsten har vidst hele dagen, at aftenen skulle byde på et måltid ud over det sædvanlige, så man ruster mavesækken til en stor oplevelse og ankommer altid godt brødflov med et stort hul i maven.
Hertil er hapsere geniale. Små hurtige snacks, der hver især har deres udtryk, som tilfredsstiller hvert smagsløg hos den sultne gæst.

Et fyldigt hapserbord er mere reglen end undtagelsen på Essens. Tonny K. taler vores sprog. Foto: Lars Pauli
Hapserne skifter jævnligt på Restaurant Essens, og på sløve ugedage er der hapserbar - fantastisk idé, hvor man får hapsere hele dagen.
Hapser-repertoiret skifter nogle gange dagligt, og vi fik blandt andet, krustade med sukkerærter og miso, krustade med majs og græskar, kartoffelchips med pebermayo og syltet squash, selleri med hummer og porre, rokke i tempura og pæregelé, sprøde tortilla'er med bønnesalsa og fermenteret hvidløg samt Karl Johan-chips med rimmet torsk og marinerede majroer.
Kortets næstbilligste bobler er i glasset, en italiensk Marsuret San Boldo Prosecco di Valdobbiadene Superiore Brut. Ikke sur men blød og mild med en let sødme. Passer godt til hapserne, der alle er en smule søde.

Kartoffelchips med pebermayo samt rokke i tempura og pæregelé. Foto: Lars Pauli
Surprise tomatsuppe
Sødmefuld er også første rets udtryk, tomatsuppe. Inden suppen hældes i tallerkenen ved bordet har vi dog luret, at det ikke er tomat det hele. Lit de parade oven på keramikken ligger en grillet jomfruhummer, lilla bønner, røget creme fraiche og sprøde brødcroutoner.
Smuk efterårsagtig ret med dybe smage af tomat, veltilberedt og cremet med den bløde hummer, der kan skæres over med kanten af en ske.
Hvidvinen hedder Domaine des Rabichattes Les Chants de Cri Pouilly-Fumé og har en let syrlighed med æblenoter, der klassisk går flot til tomat.
Betjeningen er ejeren selv, og der er tid til at sludre. Det skaber den stemning, der giver en ekstra dimension til besøget. Værtskabet er formidabelt, og der er plads til at fortælle om nyindkøbet Essens Gaarden og planerne for dette sted. Jeg er spændt på, om anmeldelse nummer seks om tre-fire år skal være i centrum af Frederikshavn - eller i en længe på en gård ude på landet - eller i en anden dimension, som restaurant-ejeren også får nævnt i en bisætning.

Uprætentiøs tomatsuppe, der dog er alt andet end jævn og normal. Foto: Lars Pauli
To gange fisk
De to næste retter serveres som delemad. Jeg ved ikke helt, hvorfor det nu er nødvendigt. De er da ganske dygtige til at levere én ret per tallerken. Men det er jo så moderne med delemad, så det kan man da godt gå med til, selv om det er en smule omstændigt at dele, når man som jeg helst vil have det hele.
Det går, og vi mæsker os i både grillet skærising med hokaidogræskar, grønne bønner og paprikasauce samt kulmule med grønne tomater, marinerede tomater, majroer og sauce på røget ost og olivenolie.
Begge retter serveres med hvidvinen Hyde de Villaine Chardonnay Napa Valley fra Californien, den klart bedste af de oversøiske vine på kortet. Fantastisk vin nærmest som en Bourgogne, der smager smøragtig med lette røgnoter, der præcis rammer osten i retten med kulmule.

Grillet skærising med hokaido-græskar, grønne bønner og paprikasauce. Masser af grønt og smag. Foto: Lars Pauli
Ledsageren har som tidligere nævnt valgt saft til sin mad. Man skulle måske tro, at Tonny med en gård lidt inde i landet ville have alle muligheder for at tilberede sine egen saft. Men der er altså ikke æbler nok til en produktion, så i stedet serverede han to slags saft fra nærliggende Zenas-Pedersholt, der er et økologisk jordbrug. Deres økologiske hyldeblomstdrik blev serveret til vores hapsere og de første fisk, mens den rå solbærsaft blev matchet op med den næste ret, der er aftenens hovedret.
Sleth ikke dårligt
Kongeretten går en dybere note ned smagsmæssigt end de forrige fiskeretter, og så skal der også den rette vin til. Vi er ovre i en rødvin fra vingården Suertes del Marqués på De Kanariske Øer med navnet 7 Fuentes. Spændende glas der ikke overdøver retten men med blide noter understøtter den farserede og stegte slethvar, som er serveret med kantareller, Karl Johan, grillede asier, karamelliseret honningsky og asiatisk skum.
Smuk anretning delt i to på tallerkenen, hvor man skærer et stykke fisk, blander skum og sky og måske vipper en svamp på gaflen sammen med. Herlige mundfulde af den faste hvide fisk stegt hårdt med tyk krumme. Måske en kende for hårdt, for ikke al fisken nedenunder flager, som den plejer.
Men stadig en flot ret med en spændende og velvalgt vin sat til.

Madanmeldelse af Restaurant Essens i Frederikshavn. Frederikshavn 11 oktober 2022 Foto: Lars Pauli
Desserten med havesyre-is og brændt hvid chokolade ryger ned, mens vi nyder en dansk dessertvin til. Den skal også passe til de sprøde creme fraiche- og havesyreflager og en lille sorbet på kærnemælk og vanilje, rosmarin og havesyre. Den sød-syrlige Prolog fra Guldbæk Vingård er et godt match til de mange mælkesyrenoter i retten, der er velkomponeret med knas og syre, masser af sødme og velsmag
Essens et godt match
Hold op en god omgang mad fra kongen ham selv, Tonny K. Restaurant Essens er og bliver én af mine yndlingsrestauranter, og hvis den lå tættere på, så var jeg stamgæst.
Det hele er til at betale, der er masser af gastronomiske perler både på tallerkenerne og i glassene. Herligt at komme rundt i verden og ikke gå med strømmen.
Saftudvalget er dog ikke imponerende. Begge slags smager herligt, søde og læskende, men de er ikke tilpasset maden på en gourmetrestaurant. Vi må håbe, at produktionen på Essens Gaarden næste år bærer frugt og bær, så Essens kan tilbyde en tilpasset saftmenu til gæsterne.
Uanset, så er jeg på vin og kommer helt sikkert igen.
Hermed en klar anbefaling til Nordjyllands bedste fiskerestaurant - og fem gafler for stedets uformelle og uhøjtidelige atmosfære. Her er rart at være.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.