Klap lige hesten: Nyt hestehospital i Nordjylland
Første spadestik til et nyt hospital for heste blev taget lørdag 3. september og markeret med åbent hus-arrangement, hvor der var rundvisning på Eskjær Hovedgård, som skal rumme de nye faciliteter
Opdateret kl. 16:39
SINDAL: Horsedoc Hestehospital Århus etablerer et nyt hestehospital på Eskjær Hovedgård i Sindal, nærmere bestemt i den 600 kvadratmeter store østvendte fløj, i samarbejde med Dyrlægerne i Lendum.
I den anledning var der åbent hus lørdag 3. september, hvor fremmødte hesteentusiaster kunne få en rundvisning i de lokaler, hvor hestehospitalets faciliteter skal etableres, møde dyrlægerne, der skal drive den nye praksis, og som en ekstra gulerod kunne man tage sin hest med og få den vaccineret, ganske gratis.
Selvom det første spadestik til faciliteterne først blev taget lørdag, så har hestedyrlægerne fra Lendum siden 15. august bemandet det nye hospital til de mere simple procedurer, f.eks. tandpleje. Når faciliteterne er færdige, vil de kunne ordne også de mest ressourcekrævende procedurer, herunder kolikoperationer.
Den nye praksis i Sindal betyder, at Dyrlægerne i Lendum overgår til den nye nordjyske hestepraksis, Horsedoc Hestehospital & Tandklinik (Vendsyssel), mens deres smådyrepraksis fortsætter som tidligere.
Behovet for et hestehospital i det nordjyske er til at få øje på; selvom der ligger flere klinikker og udkørende praksisser i blandt andre Aars, Frederikshavn og Rebild, så har det nærmeste deciderede hestehospital indtil nu været i Aalborg, og det på trods af, at Nordjylland er regionen med næstflest heste i landet, kun overgået af Region Midtjylland.
Horsedoc Hestehospital fortsætter i øvrigt praksissen i Sabro ved Århus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.