Nordjylland

Strammere regler for fyrværkeri. Bryder du dem, vanker der en klækkelig bøde

En ændring af reglerne tidligere på året gør, at man nu kun må affyre fyrværkeri ganske få dage om året

Fyrværkeri skal der nok komme på himlen nytårsaften. Dog i år med nye regler.
Fyrværkeri skal der nok komme på himlen nytårsaften. Dog i år med nye regler. Foto: Martel Andersen

Opdateret kl. 10:33

I dag, søndag, begynder salget af fyrværkeri, og frem til 31. december kan man få fat i batterier, raketter og heksehyl, så det nye år kan begynde med et brag, hvis man er til den slags.

Men i år er noget anderledes. Det er for første gang kun tilladt at affyre fyrværkeriet to dage - nemlig 31. december og 1. januar.

Tidligere måtte man fyre af over seks dage fra 27. december til og med 1. januar, men den lov blev tidligere på året ændret. Erhvervsministeriet oplyste dengang, at det var af hensyn til dyr, naturen og tidligere udsendte soldater.

De nye regler for affyring fremgår af Sikkerhedsstyrelsen, der er øverste myndighed på området.

Men hvad må man, og hvad koster det at overtræde de nye regler? Og hvem er glade for dem?

Her er samlet fem punkter, der dykker lidt ned i de spørgsmål.

1
De nye regler

Fra i år må der ikke fyres fyrværkeri af før 31. december og kun indtil 1. januar. Hidtil har det været lovligt at fyre af fra 27. december. Salgsperioden starter dog allerede 15. december.

Uden for sæsonen er det kun uddannede scene- og festfyrværkere, der må afskyde fyrværkeri.

Ønsker du at anvende fyrværkeri uden for anvendelsesperioden til et privat arrangement, for eksempel et bryllup eller en konfirmation, kan du kontakte en uddannet scene- eller festfyrværker.

2
Hvad er straffen for at overtræde reglerne?

Overtræder man lovgivningen og fyrer fyrværkeri af uden for perioden, kan man blive straffet med en bøde på 2500 kr.

- Det er vigtigt, man holder sig til den nye, indskrænkede affyringsperiode. Fyrværkeri er for mange mennesker og dyr ikke et glædespunkt, da de høje brag for eksempel kan lede til panik og angst, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Skal man bruge fyrværkeri til et arrangement, skal man ligeledes have fat i en scene- eller festfyrværker.

3
Mindre fyrværkeri på himlen?

Betyder de nye regler så, at der ikke kommer festlige farver på himlen nytårsaften?

Ikke hvis man skal tro Dansk Erhverv. De spår nemlig de stik modsatte.

I en pressemeddelelse skriver de blandt andet, at:

"I hver tredje husstand forventer man at fejre nytåret med bulder og brag, og samlet set forventes det, at der bliver købt ind for cirka 600 millioner kroner. Det er betydeligt mere end sidste år, hvor danskerne forventede at købe for 450 millioner kroner."

- Meget tyder på, at himlen rundt om i Danmark nytårsaften bliver mere oplyst af raketter og nytårskrudt, end det var tilfældet sidste år. Vi ser en markant stigning i forventningerne til, hvor mange penge danskerne regner med at bruge på fyrværkeri, siger Bo Dalsgaard, fagchef i Dansk Erhverv.

Ifølge deres analyse forventer de nordjyske husstande at bruge 270 kroner på fyrværkeri i gennemsnit.

4
Glædeligt for kæledyrene

Dyrenes Beskyttelse har i flere år advokeret for at få forbudt fyrværkeri til brug for private, og hilser de nye regler velkommen:

- Det er meget mere fornuftigt med en begrænset affyringsperiode. Men der bør også ses på selve salgsperioden, da de fleste jo med det blotte øje kan konstatere, at så snart salget starter, så starter affyringerne. Vi opfordrer derfor på det kraftigste danskerne til at følge de nye regler, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

5
Glade veteraner

Hos Danmarks Veteraner efterspørger man dog ikke et forbud, fortæller Søren Knudsen, der er næstformand i organisationen til ritzau:

- Vi er glade for lovændringen, der vil være meget positivt for et antal af vores medlemmer. Men vi er også glade for, at traditionerne ikke bliver slået helt i stykker, siger han.

Gå til relaterede emner

Forsiden