Jesper vil sælge andet end juletræer: Mellemgård har potentiale til mere
Søndag var Mellemgård i Sindal henlagt til andet end salg af juletræer, da over 100 mennesker lagde vejen forbi til et bagagerumsmarked

Søndag blev det første bagagerumsmarked på Mellemgård i Sindal afviklet. Foto: Jesper Tøttrup
SINDAL:Nu skal Mellemgård ikke længere være kendt for kun at være en juletræsbod.
I hvert fald ikke hvis det står til Jesper Tøttrup, der overtog stedet med sin familie i julen sidste år.
Søndag for- og eftermiddag blev første tiltag i den henseende lanceret, da gården var vært for et bagagerumsmarked - og meget mere kommer til i fremtiden, forklarer Jesper Tøttrup.
- Det er planen, at vi vil forsøge at udvide med flere aktiviteter her i Sindal og omegn, og vi er mere end åbne for nye tiltag og idéer, siger han.

Jesper Tøttrup har en årelang baggrund inden for salg af juletræer - men han vil mere end det med Mellemgård. Foto: Jesper Tøttrup
Jo, der er godt med visioner for området i postnummer 9870.
Og juletræerne, som er blevet solgt fra stedet igennem mange år, holder Jesper Tøttrup også fast i. Og det foregår endda med et certifikat fra Bæredygtige Naturtræer, der underbygger, at juletræerne er "dyrket med størst mulig hensyntagen til flora og fauna gennem et reduceret input af hjælpestoffer, der sikrer det mindst mulige klimaaftryk".
Han har faktisk selv arbejdet på fuldtid med at passe, pleje og skove juletræer. Det var dog fra en parcelhusgrund i Hjørring, og derfor passer de nye omgivelser bedre til det foretagende.
- Og måske der i fremtiden kan blive plads til julearrangementer for virksomheder, tilføjer Jesper Tøttrup.
Fint besøgstal
Søndag var det dog ikke juletræer, der blev handlet med på Mellemgård - men i stedet alverdens loppemarkedsgenstande. Og besøgstallet var ifølge Jesper Tøttrup ganske tilfredsstillende.
- Vi havde 17 stande, hvilket er flot i forhold til andre steder. Og så var der cirka 70 biler og 150 mennesker forbi i løbet af søndagen for at kigge nærmere og måske gøre et godt køb.

Jesper Tøttrup estimerer, at der til søndagens bagagerumsmarked var omtrent 70 biler og 150 mennesker på besøg på Mellemgård Foto: Jesper Tøttrup
- Der var flest besøgende indtil klokken 14, selvom der var åbent til klokken 16. Men måske vejret har spillet ind der, gætter Jesper Tøttrup og henviser til den megen regn, der ramte Vendsyssel og resten af Nordjylland i løbet af søndagen.
I første omgang er det kun planen at afvikle bagagerumsmarkedet én gang om året, men planerne er større end det, forklarer Jesper Tøttrup.
- I fremtiden håber vi at kunne afvikle sådan et marked flere gange om året, og så er det da forhåbningen, at vi kan ramme 40 til 50 stande til hvert marked, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.