Julen er truet: Kirken er fuld af skimmelsvamp
Det kan tage alt fra seks måneder til tre år at få udbedret svampeproblemet i kirken, vurderer menighedsrådsformanden
Opdateret kl. 10:49
Julen i Snedsted Kirke bliver i år ikke helt, som den plejer.
Kirken er nemlig lukket på grund af skimmelsvamp. Det oplyser menighedsrådet i en pressemeddelelse.
- Der er synlige fugtproblemer i kirken. Vi har godt vidst, at der var nogle lyserøde plamager på væggene, og det er en type bakterier, der findes i mange kirker, men som ikke er farlige for mennesker. Men vi har også oplevet, at nogle synes, at luften var tung derinde, siger menighedsrådsformand Lise Bangsgaard Sørensen og tilføjer:
- Derfor har vi haft Teknologisk Institut ude for at lave en undersøgelse, og deres rapport viser, at der er skimmelsvamp i kirken.
Hvordan er det for dig som menighedsrådsformand at få den besked?
- Den rapport var da ikke den sjoveste læsning. Vi er glade for, at vi har fået undersøgelsen foretaget, for brugernes og personalets sundhed kommer selvfølgelig i første række. Det er da træls, at kirken er nødt til at lukke, men vi vil hellere, at den er lukket så tilstrækkelig længe, at vi kan få ordentlig has på problemet.
Uheldigvis kræver det et ret omfattende arbejde at blive skimmelsvampen kvit:
- Jeg er bange for, at der er lange udsigter til, at det kan blive udbedret. Ifølge rapporten skal hele kirken renses ned, ligesom alt inventaret skal ud og renses. Har man arbejdet lidt med kirker før, ved man, at tingene tager lang tid, fordi alt skal gennem flere instanser og godkendes, ligesom Nationalmuseet skal indover, siger Lise Bangsgaard Sørensen og fortsætter:
- Det er ikke en type opgave, som ret mange håndværkere har erfaring med, så derfor skal der specialister til. Vi aner ikke, hvor lang tid, det kommer til at tage, for vi skal have stiftet involveret for at finde ud af, hvad der skal ske. Derfor gætter jeg på, at det kan tage alt mellem seks måneder og tre år.
Er det efter din vurdering sandsynligt, at der bliver julegudstjeneste i Snedsted Kirke i år?
- Nej. Men vi håber, at der i stedet kan blive julegudstjeneste i sognegården. Jeg har allerede sendt en ansøgning af sted til biskoppen, om vi kan få lov til at holde gudstjenester og kirkelige handlinger i sognegården i den periode, hvor kirken er lukket.
Menighedsrådsformanden oplyser, at det ikke har været muligt at indhente den nødvendige tilladelse inden gudtjenesten på søndag 12. november. Derfor må kirkegængere henvises til andre kirker, ligesom Kirkebilen i stedet kører til Ørum Kirke.
- Det er lidt specielt hos os, fordi vi i hele pastoratet kun har én kirke og én præst, og det er almindeligvis dejligt, at man kun er sig selv, men her giver det nogle udfordringer. I mange andre pastorater har de mulighed for bare at lukke den ene kirke, hvis den for eksempel skal renoveres, og så kan de bruge én af de andre i mellemtiden. Men det kan vi ikke, siger Lise Bangsgaard Sørensen.
Den moderne Snedsted Sognegård, der blev opført i 2011, kan altså - med biskoppens tilladelse - komme til at danne ramme om Snedsted Kirkes aktiviteter i de næste mange måneder. Menighedsråsformanden håber, at det formelle er på plads inden gudstjenesten 19. november.
- Vi er jo interesserede i at holde aktiviteterne i Snedsted, så vi stadig kan være en menighed og ses lokalt. Det, at vi omdirigerer til en anden kirke på søndag, er en ren nødløsning, fordi folk fortsat skal have mulighed for at komme i kirke, siger Lise Bangsgaard Sørensen.
Menighedsrådet vil forsøge at få det bedste ud af situationen, og håbet er, at der alligevel vil være opbakning fra kirkegængere, både til jul og på andre tidspunkter, selvom omgivelserne er lidt anderledes.
- Det rusker lidt op i det hele, og måske kunne folk have lyst til at prøve at komme til gudtjeneste i sognegården for at se, hvordan det foregår. Nu skal vi mødes i næste uge og finde ud af, hvordan vi indretter sognegården bedst muligt, så det bliver lidt hyggeligt. Og så kan det da godt være, at der lidt oftere skal serveres lidt kirkekaffe eller en bolle bagefter, som plaster på såret, siger hun og tilføjer:
- Efter at have sovet lidt på det må vi nok sige, at det er sådan, det er, og der findes mange ting i verden, der er meget værre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.