Masser af billeder af 1600 børn til dyrskue: Kan du spotte dit eget barn?
Det vrimlede fredag med børn på Dyrskuet Thy-Mors til konceptet "Landbrug i børnehøjde". I alt var cirka 1600 børn samt 200 lærere eller pædagoger mødt op til en lærerig dag på dyrskuepladsen i Thisted

"Landbrug i børnehøjde" til Dyrskuet Thy-Mors på dyrskuepladsen i Thisted. Foto: Bo Lehm
Rettelse: Vi kom tidligere til at bringe billeder fra sidste års dyrskue - artiklen er nu opdateret med de nye billeder. Nordjyske beklager
THISTED:Det var en landbrugslegeplads midt i byen, da dyrskuepladsen i Thisted fredag var fyldt med glade børnestemmer. Børnene var mødt op til en lærerig dag, der blandt andet bød på halmballeløftning, hestevognsture, koklapning og meget mere.
Dyrskue for 1600 børn i Thisted
Ifølge formanden for Dyrskuet Thy-Mors, Kim Jørgensen, så har børnene hvert år stor gavn af "Landbruget i Børnehøjde", som konceptet kaldes.
- Der er jo en del læring i det, og så får børnene også mulighed for at opleve dyrene tæt på, siger han.
Det er børn fra indskolinger i både Thisted, Morsø og Struer Kommune, der besøgte dyrskuet fredag. Her var det vigtigt, at hvis børnene skulle lære noget, så skulle de også prøve tingene selv. Børnene kunne også lære at lave reb, klappe en ko eller prøve at sidde i en traktor eller brandbil.
- Det er jo børnene, vi har i fokus. Vi prøver at være i børnehøjde og ikke for tekniske. Vi er nødt til at prøve at vise ting, i stedet for at forklare, fortæller Kim Jørgensen.
Som en karrusel
Børnene så ud til at nyde godt af, at være kommet væk fra daginstitutioner for en stund. De mange børn væltede rundt til alle steder, alt imens pædagoger og lærere forsøgte at holde styr på sine egne. Derfor var mange af børnene iklædt T-shirts eller hatte, der skilte sig ud, så de ikke blev væk fra resten af flokken.
Især én oplevelse tiltræk børnene, så der var kø i en lind strøm. Nordjyllands Beredskab havde medbragt et par brandbiler og den ene havde sågar en stige. Det var denne stige, som fik de mange børn til at spærre øjnene op, og det gjaldt også for de to piger fra Østre Skole, Khawla og Qatr.
- Det var sjovt at prøve, fortalte 9-årige Khawla og 8-årige Qatr tilføjede grinende:
- Jeg følte, at vi var i en karrusel!

9-årige Khawla og 8-årige Qatr fra Østre Skole skulle prøve dyrskuets mest populære oplevelse; nemlig brandbilens stige. Foto: Bo Lehm
Dyrskuet Thy-Mors fortsætter lørdag med flaghejsning, tale, konkurrence, hesteshow masser af landbrugsmaskiner og meget, meget mere.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.