Nordjysk vinfestival lader snart propperne springe: - Vi kan få en sommerfest uden lige

Ny frontfigur for vinfestival - stifterne træder i baggrunden

Der er kommet nye folk bag afviklingen af Nordjysk Vinfestival i Brønderslev. Ny formand er Jesper Storm. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Der er kommet nye folk bag afviklingen af Nordjysk Vinfestival i Brønderslev. Ny formand er Jesper Storm. Foto: Lars Pauli

BRØNDERSLEV:Man kan nærmest - for et bruge et lidt fortærsket udtryk - sige, at der er kommet ny vin på gamle flasker.

Hidtil har Nordjysk Vinfestival været ganske succesfuld - og derfor er indpakningen af begivenheden også nogenlunde den samme som tidligere.

Men selv om der holdes fast i meget af det, som fungerer godt, så er der alligevel sket forandringer ved vinfestivalen, der snart kommer til at indtage gaderne i Brønderslev.

En ny frontfigur

Nordjysk Vinfestival satte første gang sit præg på gaderne i Brønderslev i 2016. 

Festivalen var dengang skabt på baggrund af en idé fra den daværende Føtex-varehuschef Søren Flodgaard. Han fik hurtigt den daværende handelschef Allan Have Jensen med - og snart var makkerparret en del af en seksmandsgruppe, der stod for planlægningen af begivenheden.

Efter to års fravær på grund af corona vendte Nordjysk Vinfestival i juni 2022 tilbage til det centrale Brønderslevs gader. I 2020 blev festivalen helt aflyst - mens den året efter blev afviklet som en onlinebegivenhed.  <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Efter to års fravær på grund af corona vendte Nordjysk Vinfestival i juni 2022 tilbage til det centrale Brønderslevs gader. I 2020 blev festivalen helt aflyst - mens den året efter blev afviklet som en onlinebegivenhed.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Men seksmandsgruppen har efterhånden ønsket at trække sig lidt tilbage fra styringen af begivenheden - og rent formelt er det så med virkning fra dette års festival, at der er kommet ny frontfigur i form af Jesper Storm.

- Vi har snakket om det her i et års tid. Og årsagen er simpelthen, at de folk, der stiftede festivalen, har ønsket at få lidt mere frihed i forbindelse med afviklingen. De er kommet dertil, at de også godt kunne tænke sig at opleve vinfestivalen som gæster, forklarer Jesper Storm.

Udover at være den nye formand for Nordjysk Vinfestival, så er Jesper Storm også næstformand i BI Håndbold.

Netop BI Håndbold har siden starten været en vigtig del af samarbejdet omkring begivenheden. Håndboldklubben har nemlig gennem årene stillet masser af frivillig arbejdskraft til rådighed i forbindelse med afviklingen.

- Så på mange måder var det oplagt, at det var os, der skulle køre det videre, siger Jesper Storm og tilføjer:

- Vi er allerede et godt hold, der støtter op omkring vinfestivalen. Og samtidig så har vi også "de gamle kræfter" at trække på. Den gamle styregruppe er stadigvæk med i vinfestivalen som ambassadører, og de vil altid være en del af festivalen. Men de vil ikke blive så synlige omkring det praktiske, som de tidligere har været. - så man kan sige, at vi lige nu befinder os i en overgangsfase.

- Men havde det ikke været for den gamle styregruppe, så havde det været en svær opgave at overtage. De har dog heldigvis lavet et rigtigt godt afsæt til os, forklarer Jesper Storm.

Vil lave festivalen større

Jesper Storm understreger, at BI Håndbold ønsker at holde fast i det DNA, som den oprindelige styregruppe har lagt ned over arrangementet.

Men omvendt lægger han heller ikke skjul på, at BI Håndbold har store ambitioner for Nordjysk Vinfestival. Og derfor bliver der nu i højere grad annonceret for den udenfor Brønderslev-området.

- Vi tror, at vi kan lave en fest for hele Nordjylland - og ikke bare for Brønderslev og omegn, som det måske har været hidtil. Der er mig bekendt ingen udendørs vinfestival, der nærmer sig det, som vi arrangerer. Vejret skal selvfølgelig altid være med os, for at det kan blive en succes - men er vejret med, så får vi til gengæld også en sommerfest uden lige.

Den nye formand Jesper Storm sammen med tre af "de gamle" ambassadører for Nordjysk Vinfestival. Fra venstre er det Kristian Sloth Jepsen, Jesper Storm, Allan Have Jensen og Per Rank Møller. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Den nye formand Jesper Storm sammen med tre af "de gamle" ambassadører for Nordjysk Vinfestival. Fra venstre er det Kristian Sloth Jepsen, Jesper Storm, Allan Have Jensen og Per Rank Møller. Foto: Lars Pauli

Årets udgave af Nordjysk Vinfestivalen finder som altid sted den anden weekend i juni - i år er det fredag 9. juni og lørdag 10. juni.

Billetsalget er i gang

Billetsalget til årets udgave af vinfestivalen er lige nu i fuld gang. I skrivende stund er der afsat i underkanten af 500 af billetterne, der giver adgang til at smage vine og andre lækkerier fra de cirka 30 stande.

Standene bliver som vanligt opstillet på en trekantet rute i det centrale Brønderslev.

- Vi kom lidt senere i gang med billetsalget, end vi egentlig havde planlagt. Så lige nu ligger billetsalget en lille smule under sidste år, men nu skruer vi op for markedsføringen, forklarer Jesper Storm - og understreger, at de fleste gæster køber billetterne i sidste øjeblik.

- Sidste år var der omkring 1800 gæster, og hvis vi kommer op på det samme antal, så vil vi være rigtigt godt tilfredse. Og kan vi ligefrem slå antallet - eksempelvis ved at runde 2000 gæster - vil festivalen i den grad være en succes.

- Nu glæder vi os bare rigtigt meget til at have nogle gode dage. Og vi er faktisk allerede ved at være klar.

Du kan på www.nordjyskvinfestival.dk læse meget mere om festivalen og om de udstillere, der deltager.

Nordjysk Vinfestival afvikles fredag 9. og lørdag 10. juni 2023. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Nordjysk Vinfestival afvikles fredag 9. og lørdag 10. juni 2023. Arkivfoto: Claus Søndberg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.