Jesper ejer nazi-narkotika, har arvet jord fra en indianer og rejst i hele verden
Han har været leder af pladsanvisningen i Aalborg Kommune i 30 år, han er fodboldtræner, og så er han et omvandrende arkiv af historier, som han har fundet frem til på en af sine utallige rejser
Opdateret kl. 21:23
KLARUP/BLOKHUS: I hjørnet er der etableret en bar, hvor der serveres Jack Daniels i glas fra Tombstone i Arizona, på et stativ hænger fodboldtrøjer fra de klubber, hvor Jesper Nielsen har været træner, og i et andet hjørne står en gine iført en lang frakke fra den amerikanske westernfilm "Tombstone" med Kurt Russel og Val Kilmer i hovedrollerne.
Filmplakater med autografer og Jesper fotograferet i selskab med store filmpersonligheder - blandt andre Clint Eastwood pryder lokalet. Et stort fjernsyn med surroundsound og to biografstole udgør den rette plads, når han skal se en af sine elskede westernfilm.
Vi befinder os i Jesper Nielsens "hule" i villaen i Klarup, hvor billeder, effekter og samleobjekter vidner om en personlighed med stor interesse for historie, western, fodbold og rejser.
- Jeg bruger meget tid her. Der gemmer sig en historie bag alle de billeder og effekter, jeg har samlet her, siger han.
- Det her er Pervitin, siger Jesper Nielsen og fremviser et lille metalrør, der engang har indeholdt det narkotiske stof.
- Tyskerne blev kaldt supermænd på grund af dette her, som er et narkotisk stof. De brugte det blandt andet, da de i maj 1940 kørte gennem Ardennerne og nåede frem til Den Engelske Kanal, hvor det lykkedes dem at omringe en stor hær af de allierede, fortæller Jesper Nielsen.
Jesper Nielsen er optaget af historien og drevet af en nysgerrighed, som nok er de færreste forundt. Det har ført ham til møder med mange spændende personligheder, og det har fået ham at til at opsøge centrale steder i verdenshistorien. Det er svært ikke at føle sig overvældet, når man sidder overfor Jesper Nielsen, hvor historierne står i kø. Han kan fortælle om den eneste dansker, som kæmpede ved et slag i Alamo for derefter at fortælle historien om den tyske ubåd, der sænkede den britiske luksusdamper RMS Lusitania i 1915, hvorefter han fortsætter med historien om angrebet på Pearl Harbor.
- Når først jeg går i gang, kan jeg ikke stoppe igen, siger Jesper Nielsen.
På en tur til Prag lykkedes det ham og hustruen Anna, via en ældre læges mellemkomst, at lokalisere den hospitalstue, som den tyske topnazist Reinhard Heydrich blev bragt til hårdt såret efter et attentat i maj 1942, og hvor han senere døde.
- Selv om vi så blot er på en charterferie, skal jeg nok opstøve en interessant historie, siger Jesper Nielsen og fortæller om dengang, han dykkede ned i historien om en tysk gengældelsesaktion i Rom.
- Italienske modstandsfolk havde udløst en bombe, som havde dræbt 33 SS-soldater. Det fik Hitler til at beordre hævn og kræve, at for hver død tysker skulle der henrettes ti italienere. 24. marts 1944 blev 335 civile og politiske fanger slæbt ud i grotter og henrettet, og det omtales i dag som massakren i Rom, fortæller Jesper Nielsen.
Mødte en indianer
Det var også hans nysgerrighed, der gjorde ham til jordbesidder i USA. I forbindelse med en rejse mødte han en indianer, og de befandt sig godt i hinandens selskab og udvekslede derfor adresser. Da Jesper Nielsen kom retur til Danmark, skrev han et par breve til sin amerikanske ven.
- Efter hans død modtog jeg et brev, hvoraf det fremgik, at han havde testamenteret et stykke jord til mig. Det ligger i et stenet område i Denver i Colorado, og jeg har endnu ikke set det, men jeg betaler en årlig jordafgift.
Han har besøgt samtlige af de store slagmarker i USA, koncentrationslejre, Normandiet, værftet Harland & Wolff i Belfast, der byggede Titanic, Ground Zero i Hiroshima og adskillige flere historiske og spektakulære steder. Han har samlet information om alle sine rejser i bøger, og her viser en indholdsfortegnelse, at han har besøgt hele 264 steder. Med i den oversigt indgår også rejser til det vilde vest, herunder Tombstone i Arizona, som på grund af filmen af samme navn har en særlig plads i Jesper Nielsens hjerte.
Interessen for det vilde vest blev vakt tilbage i 1960'erne. Som knægt sad han hver søndag eftermiddag sammen med sine forældre i lejligheden i Schleppegrellsgade i Aalborg og så "Laredo" - datidens populære serie om livet i det vilde vest. Efter serien gik turen ned på gaden, hvor rollerne som sherif, cowboys og indianere blev udlevet sammen med gadens andre børn.
Dagdrømmer i skolen
Jesper Nielsen er født i Schellegrellsgade i Aalborg og flyttede senere med familien til Vejgaard. I skolen fik han at vide, at det ikke skortede på evnerne hos den unge Nielsen, men derimod på interessen.
- Jeg fik at vide af min lærer, at jeg ikke udnyttede mine evner, og at jeg var en dagdrømmer, siger Jesper Nielsen.
Siden han var 18 år har han arbejdet ved Aalborg Kommune - de seneste 30 år som leder af kommunens pladsanvisning. Det har til tider været øretævernes holdeplads, og der har været dage, hvor han er blevet skældt huden fuld af utilfredse forældre. Efter sådan nogle dage har han fundet "helle" i sin private hule og ikke mindst hos hustruen Anna, som han mødte tilfældigt en sen aften i Aalborg.
- Første gang Jesper var hjemme hos mig, så han, at jeg havde en video med "Tombstone" i min reol, og jeg er helt overbevist om, at det blev os to, fordi jeg havde den video. Det var i øvrigt en gave, jeg havde fået, siger Anna Raal og griner.
De to blev gift i 2005, og bryllupsrejsen gik - nok så belejligt - til Hawaii. Dermed fik Jesper Nielsen mulighed for at dykke ned i historien om angrebet på Pearl Harbor i december 1941.
Skæbnens uransagelige veje
Han er optaget af, hvordan de valg, vi træffer, kan påvirke vores fremtidige liv og fortæller historien om forfaderen, Henrik Nielsen, der blev født uden for ægteskab.
Moderen kunne ikke tage sig af den lille dreng, og i stedet kom han i varetægt hos baptistkirken i København. I 1858 drog han til det forjættede land, Amerika, hvor han fik navnet Henry Nelson, blev gift og blev indehaver af en tobaksplantage i Georgia. I forbindelse med den amerikanske borgerkrig meldte han sig til tjeneste. Han nåede dog aldrig i kamp, da han døde af mæslinger. Tobaksplantagen blev efterfølgende brændt ned, og enken opsøgte den danske ambassade og kom ad den vej til Danmark, hvor hun skabte sig en tilværelse og førte familien videre. En familie som Jesper Nielsen altså er efterkommer af, og en slægtshistorie han har dykket ned i - både i form af rejser og i arkivalier.
SS-officer i familien
I sin søgen har han også afdækket et stykke slægtshistorie, som der hidtil har været stille omkring. Det viser sig nemlig, at et familiemedlem var SS-officer, og han blev hædret med det tyske ridderkors, der blev givet til personer, der havde ydet en særlig heltemodig indsats på slagmarken.
- Han var med i "Leibstandarte Adolf Hitler", som var den enhed, der var Hitlers bodyguards, siger Jesper Nielsen, der har afdækket flere historier fra 2. Verdenskrig.
Blandt andet har han skrevet historien om Gunnar Kaskholt fra Fyn, som var eneste dansker i de såkaldte "Einsatzgrupper", som foretog massehenrettelser. Blandt Jesper Nielsens mange blå og grønne arkivmapper findes også historien om Victor Mölders, som var den første tyske soldat, der nåede Aalborg ved den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940.
Tilsvarende er han dykket ned i historien om Egon Raal, som blev født i 1920 i Mou. Han var fætter til Anna Raal og har i mange år holdt sin fortid for sig selv. Efter lang tids overtalelse lykkedes det Jesper Nielsen at få Egon Raal til at berette om tiden som modstandsmand. Han blev involveret i en modstandsgruppe, som var ledet af den kendte modstandsmand Poul Larsen, som blev henrettet i Ryvangen i 1945. I forbindelse med en aktion i december 1944 blev Poul Larsen og en anden modstandsmand, Svend, pågrebet, og han angav Egon Raal, som blev anholdt af Gestapo. Efterfølgende blev han ført til Frøslev-lejren, hvor der hang en daglig trussel om at blive overflyttet til den berygtede koncentrationslejr Neuengamme.
- Historien definerer, hvem vi er, og det er vigtigt for vores historie, at førstehåndviden, som Egon havde, ikke forsvinder, men består som en arv, som vi og fremtiden kan lære af, mener Jesper Nielsen.
- For mig vil mænd som Egon Raal altid fremstå som ægte danske helte.
Blokhus under krigen
Ivrigheden efter at jage historien er til stede overalt, hvor Jesper Nielsen færdes. Ægteparret ejer en ferielejlighed i Blokhus, som de flyttede midlertidigt til i 2018, da deres tidligere hus i Klarup blev solgt. Her boede de på 60 kvadratmeter med hunden Django, opkaldt efter westenhelten.
Da covid-19 ramte i 2020, og Danmark lukkede ned, fandt Jesper Nielsen adspredelse ved at dykke ned i historien om Blokhus under 2. Verdenskrig. Det er er nu samlet i et ringbind med billeder og tekster, der beskriver krigsårene.
Han har blandt andet samlet information om de mange bunkere, der under krigen blev opført i Blokhus, som i 1942 blev Stützpunkt. Tyskerne frygtede et allieret angreb fra havsiden, og derfor blev der etableret et bredt bælte af minefelter og pigtråd. Desuden blev der bygget 28 bunkere og kanonstillinger, som i dag gemmer sig for det blotte øje. Men ved hjælp af Jesper Nielsens detaljerede beskrivelse af dem, kan man lokalisere dem alle og få viden om størrelse, formål, lokation mv.
Han beskriver også, hvordan den daværende Bellevue Strandpavillon under krigen var inddraget af værnemagten. I de første år blev stedet benyttet af de tyske soldater til ren fornøjelse, og i krigens sidste måneder boede der tyske flygtninge i pavillonen. Tilsvarende fortæller han, hvordan næsten alle sommerhuse på Klitgårdsvej blev jævnet med jorden. I alt 250 huse, hvoraf 25 af disse var helårshuse, blev fjernet, og deres beboere fik besked på, at de ikke måtte bosætte sig nærmere Blokhus end Hjørring og Brønderslev. De tyske soldater så allerhelst, at alle i Blokhus blev evakueret, og af den grund frygtede byens beboere, at de på et tidspunkt måtte forlade deres hjem.
Fremtiden byder på mere tid
Efter 44 år på arbejdsmarkedet er Jesper Nielsen netop gået på pension - og dog. Han har nemlig fået job som chauffør hos MENY i Klarup, og arbejder her ti timer om ugen. Desuden har han i en årrække virket som fodboldtræner for nordjyske serieklubber, og den del fortsætter han også med.
Udover trænergerningen og købmandsjobbet skal tiden bruges på at dykke yderligere ned i historier og på at rejse. Næste tur går til Svalbard i januar, og rent historiemæssigt, trænger flere historier sig på.
- Jeg er gået i gang med at skrive om den lufthavn, som tyskerne etablerede her i Klarup under 2. Verdenskrig, og desuden forsøger jeg at dokumentere, at den højtstående general Rommel var på besøg i Blokhus.
På spørgsmålet om han nogensinde vil udgive nogle af sine historier eller holde foredrag for at formidle sin viden, falder svaret prompte.
- Nej. De historier deler jeg blot med mine venner og familie, lyder det fra historieelskeren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.