Mad

Resten af landet favoriserer fiskefileten. Men i Nordjylland er det noget andet, der hitter på påskebordet

Se listen: Disse retter sætter nordjyderne helst på påskebordet

Påskebordet er ofte overdådigt dækket op med rigelige mængder mad. Og særligt én spise er mere populær i vores landsdel end resten af landet.
Påskebordet er ofte overdådigt dækket op med rigelige mængder mad. Og særligt én spise er mere populær i vores landsdel end resten af landet. Pr-foto

Opdateret kl. 21:34

Påskeæg, gækkebreve og veldækkede frokostborde. Påsken står for døren, og med den følger traditioner, der især på madfronten lægger op til debat. For hvilken ret er egentlig danskernes - og særligt nordjydernes - foretrukne på påskebordet?

Det har HelloFresh sat sig for at komme til bunds i med en ny undersøgelse gennemført af analysebureauet YouGov.

Her indtager fiskefileten en kneben førsteplads med 14 procent af danskernes stemmer, skarpt efterfulgt af tarteletter på andenpladsen med 13 procent. På en delt tredjeplads lander lammekøllen samt æg og rejer med 12 procent hver.

Men i vores landsdel er det en anden maritim ret, der topper listen.

Undersøgelsen viser nemlig, at der er markante forskelle mellem regionerne. I Nordjylland er marinerede sild således den klare vinder, hvor tæt på hver femte (18 procent) har dem som påskeretten over dem alle.

Nordjydernes yndlingsretter på påskebordet
  • Nordjyderne svarer, når de bliver spurgt om: Hvad er din yndlingsret på påskebordet?
  • Marinerede sild: 18 %.
  • Fiskefilet: 15 %.
  • Tarteletter: 13 %.
  • Æg og rejer: 13 %.
  • Lammekølle: 8 %.
  • Gravad laks: 7 %.
  • Ikke relevant - jeg fejrer ikke påske: 5 %.
  • Frikadeller: 4 %.
  • Ingen: 4 %.
  • Leverpostej: 4 %.
  • Hønsesalat: 3 %.
  • Ved ikke: 3 %.
  • Andet: 2 %.
  • Tærte: 2 %.
  • Fyldte æg: 0 %.
YouGov

Væsentligt anderledes står det til på Sjælland og i hovedstadsområdet, hvor henholdsvis blot 6 og 7 procent har fiskestykkerne marineret i alt fra karry til dild som favorit.

Og spørger man måltidskasseleverandøren bag undersøgelsen, er det værd at bide mærke i.

- Det er sjovt at se, at lige netop nordjyderne er vilde med marinerede sild. Selv når det kommer til noget så traditionelt som påske, viser tallene forholdsvis store kulturelle og geografiske forskelle i et ellers lille land som Danmark, siger Sofia Fattori, Head of Culinary hos HelloFresh i Norden.

Mange forskellige slags sild - det er noget af det nordjyderne helst vil have på påskebordet. Foto: Torben Hansen

I Syddanmark er det omvendt tarteletter, der har erobret påskebordet. Her løber de små butterdejsskaller med næsten hver femte syddanske stemme (18 procent).

Mad der samler

Selvom yndlingsretten på påskebordet altså afhænger af, hvor i landet vi bor, er der ifølge madeksperten tale om mad, som samler os.

- Påsken handler jo om mange ting med sine kristne rødder, men for mange danskere kan den koges ned til, hvilken mad man glæder sig mest til. Og her bliver påskefrokosten, der er bygget på flere generationers danske traditioner, et samlingspunkt, siger Sofia Fattori.

Undersøgelsen viser nemlig også, at næsten hver anden dansker helst serverer dansk mad til gæster. Og det er ikke så overraskende, som det måske lyder, mener hun.

- 45 procent af danskerne foretrækker faktisk at byde på traditionel dansk mad, når de har gæster på besøg. Det vidner om, at konventionelle danske retter er noget velkendt og komfortabelt i en verden fuld af gastronomiske muligheder, hvor verdenskøkkenerne aldrig har været mere tilgængelige, siger Sofia Fattori.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov på vegne af HelloFresh i form af online spørgeskemaer blandt 1.007 danske respondenter i alderen 18+ år i perioden fra 12. til 14. februar 2024.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden