Sidste år smed de håndklædet i ringet: Nu er ikonisk march tilbage
Nye kræfter tager over og afholder igen den traditionsrige Vesterhavsmarch

I år kan man gå Vesterhavsmarch søndag den 2. juli 2023 kl. 10.00. Der er 3, 14 og 28 kilometer ruter afmærket. Arkivfoto: Lars Pauli
BLOKHUS:Hver sommer gennem 50 år har vandreglade folk fra nær og fjern indtaget Blokhus Strand for at marchere langs Vesterhavet.
Sidste år smed Sct. Georgs Gilderne så håndklædet i ringet efter et halvt århundrede som arrangør af den populære Vesterhavsmarch. Der var ikke nok frivillige, lød det.
Men i år tager nye kræfter over og afholder igen den ikoniske march, hvor den længste rute går fra Blokhus til Løkken og tilbage igen.
Det er Jetsmark Idrætscenter ved Pandrup, der har valgt at genoptage den, og deres eventkoordinator Anette Christiansen kommer til at samle frivillige kræfter fra de forskellige foreninger, der har hjemme i centret. Derfor er hun heller ikke i tvivl om, at de sammen kan løfte opgaven.
- Jeg har drejebogen til at få sådan et event op at stå og har styr på de praktiske detaljer, og så stiller vores foreninger med de frivillige. Til gengæld kommer overskuddet til at gå til det lokale foreningsliv, forklarer hun.
Jetsmark Idrætscenter er netop nu i gang med en større renovering og tilbygning, som betyder, at de både har større fokus på de tilknyttede foreninger og turister i området. Og det synes Anette, at Vesterhavsmarchen passer godt ind i.
- Vi lever jo både i kraft af svømmeklubben, idrætsforeningen og de andre, der holder til hos os, men også af turisterne. Der vil vi gerne gøre lidt mere opmærksomme på os selv, så det er os de kører hen til og tager i svømmehallen eller lejer en badmintonbane på en regnvejrsdag, siger hun.
Personligt er hun også glad for at kunne bidrage til at få den tilbage.
- Det er jo en veldreven event og lokalt forankret tradition, så vi er glade for at overtage. Det var virkelig en skam, at det ikke var der sidste år, for det er jo stille og roligt med en skøn tur på stranden, og det er noget som både hr. og fru Jensen og turisterne kan deltage i, så det er simpelthen perfekt.
Vil du have sand mellem tæerne og marchere til Vesterhavets brusen sker det den første søndag i juli.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.