Tre gode grunde til at tage til marked i himmelfartsdagene
30.000-40.000 vælger hvert år i Kristi himmelfartsdagene at gæste markedet i Soldalen

Henrik Pedersen ser frem til årets marked. Arkivfoto: Niels Helver
SINDAL:Der er tryk på i Soldalen lige nu, inden Sindal Marked åbner markedspladsen torsdag morgen på Kristi himmelfartsdag. Men humøret er højt, for det tegner godt.
I hvert fald når man spørger Henrik Pedersen, der er markedets pr-mand.
Nordjyske får ham til at give tre gode grunde til, at man skal kigge forbi markedet på en af de fire dage.
- Det er nok Danmarks hyggeligste familiemarked, siger han.
- Der er noget for alle, både store og små. Der er masser af kræmmere, tivoli, musik og underholdning i teltet hver dag og aften, oplyser han.

Vejret tegner til at være med Sindal Marked i år. Arkivfoto: Hans Ravn
- Og så bliver der godt vejr. Ja, det bliver perfekt markedsvejr med 18-20 grader, lover Henrik Pedersen.
Han erkender dog, at de gerne ville have haft lidt regn inden markedsdagene, så støvet havde lagt sig. Men oplyser, at markedet formentlig vander markedspladsen torsdag morgen, inden de mange gæster ankommer.
Øllet er på plads
Selv har Henrik Pedersen en særlig grund til at se frem til markedet:
- Den hyggelige stemning! Folk er glade, og der er ro og ingen ballade, påpeger han og nævner, at man ofte møder nogen, man ikke har set i lang tid. Og at der faktisk er folk, der kommer hjem til Sindal for at hjælpe til ved markedet.
Henrik Pedersen lover i øvrigt, at alt bliver klar.
- Det vigtigste er på plads, øllet er kommet! Og maden også, siger han.
Sindal Marked
- Markedet holder til på Tyrsigvej i den nordlige ende af Sindal.
- Det varer fire dage fra og med torsdag kl. 10.
- Parkering kan ske på den 50.000 kvm. store parkeringsplads for enden af Tyrsigvej.
- Der er ca. 600 frivillige, der hjælper til.
- Sidste år gav markedet et overskud på 700.000 kr. til deling mellem Rideklubben Tyrsig og Sindal Idrætsforening.
Boderne åbner kl. 10 torsdag, og de øvrige dage kl. 9. På markedspladsen finder du også Herning Tivoliparks store tivoli, tombola, pølsevogne, grillbar, isbar, stort markedstelt med musik hele dagen og meget, meget mere.
I år kan du bl.a. opleve Kandis, Tørfisk, Wild Rose Country Band, Ib Grønbeck, Sun-Z, Madam Blå og Poprockerne samt mange flere. Se programmet her.
På pladsen er der 1500 meter med kræmmerpladser, hvor handlende fra hele landet udstiller deres varer.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.