Unge computerkrigere og erfarne kortspillere rykker sammen - og de har skabt et imponerende resultat
I fællesskab er der skabt fremragende mulighed for udvikling af foreningerne
Opdateret kl. 17:38
Det ser ud til, at et lykkeligt ægteskab er grundlagt. Men det er to særdeles forskellige parter, der nu er rykket under samme tag.
I den ene forening er medlemmerne fra 40 år og op til over 90 år - og i den anden har de yngste kun lige rundet seks somre.
Men aldersforskellen er i virkeligheden kun et krydderi på det fællesskab, man prøver at skabe i det klubhus, som de to foreninger - "Hjørring Esport" og "Bridgeklubben af 1973 Hjørring" - er rykket ind i.
I det nye klubhus har foreningerne deres respektive klublokaler. Men de deler også et opholdsrum med plads til fællesarrangementer.
- Vi synes jo, at det er fantastisk, hvis vi her kan skabe et forhold på tværs af generationer. Der kan være nogle ting - eksempelvis omkring moderne teknik - hvor vi fra bridgeklubben kan få hjælp af de unge. Og omvendt kan der også være nogle områder - eksempelvis laver vi en lektiecafé - hvor vi kan hjælpe de unge, siger Anders Wraagaard, der er formand for bridgeklubben.
- Hvis man kan skabe et fællesskab, så tror vi på, at snakken og forståelsen for hinandens situationer også udvikler sig positivt.
Også hos Hjørring Esport er der begejstring for, at man har slået pjalterne sammen.
- Jeg håber virkelig, at det her samarbejde kan fungere i mange år. Vi snakker sammen om det hele, og det er virkelig godt, siger formand Morten Jensen.
En krise og en mulighed
Bridgeklubben har aldrig tidligere haft eget klubhus. Men gennem de seneste cirka 15 år har man kunnet afholde turneringer i et selskabslokale i byen. På grund af stor aktivitet i klubben lagde man faktisk beslag på selskabslokalet otte gange om ugen - fordelt på en formiddag, fire eftermiddage og tre aftner.
Men da selskabslokalet skulle bruges til et andet formål, blev bridgeklubbens 270 medlemmer hjemløse.
- Det var jo en noget prekær situation, som vi havnede i. Vi begyndte straks at kigge efter alternative muligheder - men det var ikke nemt at finde noget, der havde plads til os så mange gange henover en uge, som vi havde brug for, forklarer Anders Wragaard.
Men krisen blev efter et stykke tid afløst af det, bridgeformanden beskriver som "en uventet mulighed".
- Ved en tilfældighed får vi øje på det her hus på Børge Christensens Vej 12, der tidligere har fungeret som hovedbygning i den gamle flygtningeby.
I den noget ramponerede bygning holder Hjørring Esport til i et af lokalerne.
- Et medlem af vores bridgeklub er samtidig kasserer i Hjørring Esport. Og han fortæller os, at kommunen har planer om, at den gamle hovedbygning skal rives ned - og at Hjørring Esport derfor også skal flytte et andet sted hen, siger Anders Wraagaard.
På den baggrund fødes hurtigt en idé, der viser sig at være gangbar.
- I bridgeklubben beslutter vi os til at henvende os til Hjørring Kommune. Vi vil foreslå, at hvis vi kan få bygningen, så vil vi også sørge for at renovere den. Og den renoverede bygning skal derefter huse begge foreninger.
Hos Hjørring Esport er der fra start opbakning. Klubben har i underkanten af 50 medlemmer, der typisk ligger i spændet fra 6 til 15 år.
- Vores forening er ikke så stor, så vi blev hurtigt enige om, at det var bedst, hvis bridgeklubben overtog bygningerne. Og så kunne vi til gengæld leje os ind hos dem, forklarer formand Morten Jensen.
I arbejdstøjet
Hjørring Kommune spiller også med på idéen, og på et byrådsmøde i november 2021 får bridgeklubben en lejeaftale, der er uopsigelig i ti år.
Bridgeklubben skal til gengæld stå for en renovering - men får dog også de 300.000 kroner, som kommunen egentlig havde afsat til en nedrivning.
Renoveringsarbejdet startede i efteråret 2022, og sidenhen har en gruppe fra bridgeklubben arbejdet flittigt på at lave de nødvendige forbedringer.
- Der er lagt virkelig, virkelig mange timer i det her. Man kan roligt sige, at det gamle hus var ramponeret. Taget var utæt, og det regnede ind flere steder, fortæller Anders Wraagaard.
Mens der var gang i flygtningebyen, rummede den gamle hovedbygning både lægekonsultation, køkken, sengerum, bad og mødelokale. Men stort set alle indvendige vægge er blevet revet ned - og taget er desuden blevet skiftet. Og derudover er der også lavet en helt ny tilbygning foran den gamle hovedbygning.
- Der er nye lofter, nye vægge og nye gulve. Vi har fået ekstra isolering i væggene, og så er vinduer og døre samt el- og vand-installationer blevet skiftet.
Også hos Hjørring Esport er forbedringerne mærkbare:
- Vores del af bygningen var allerede indrettet, da bridgeklubben gik i gang med at renovere. Men tidligere var det sådan, at resten af bygningen ikke var vedligeholdt, og der var eksempelvis også skimmelsvamp på toilettet. Men nu har vi fået en kæmpe opgradering på fællesarealerne - og det er virkelig fedt, fastslår formand Morten Jensen.
Har krævet stor økonomi
Den store renovering har været en krævende omgang - også økonomisk. Udover de 300.000 kroner fra Hjørring Kommune, så har man fået et tilskud på 200.000 kroner fra forskellige fonde. Inklusiv tilskuddene har bridgeklubben brugt 1,2 millioner kroner på projektet.
- Så vi har selv været nødt til at putte en del penge i projektet. Det betyder, at vi nu har en kassekredit, men vi regner med, at vi om to sæsoner kan være gældfri igen, siger Anders Wraagaard og tilføjer:
- Men hvis vi ikke havde gjort det her ved hjælp af frivillig arbejdskraft, så havde det simpelthen ikke kunnet lade sig gøre for os.
Indvielse og jubilæum
Det nye klubhus er endnu ikke officielt indviet. Men den første tirsdag i juni var arbejdet alligevel så fremskredent, at bridgeklubben kunne tage lokalerne i brug til den såkaldte "sommerbridge".
- Det var virkelig en stor dag for klubben, og vi serverede da også champagne til de fremmødte. Der er plads til 64 spillere, og der var fuldt hus, fortæller Anders Wraagaard.
Den egentlige bridgesæson starter dog først til september - og det er også til den tid, at man holder den officielle indvielse. Den er planlagt til lørdag 16. september, hvor klubben samtidig fejrer sit 50 års jubilæum.
Arrangementet varer fra klokken 11 til 14 og er åbent for alle interesserede.
- Det er fantastisk, at vi nu endelig har fået vores egne lokaler. Og vi glæder os rigtigt meget til at vise vores nye rammer frem, siger Anders Wraagaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.