Velkommen til verden: Christian donerer et æbletræ til alle nyfødte

Christian Bak er tømrer, men i sin fritid nyder han at få æbletræer til at trives og lade andre få glæde af dem

Christian Bak har fået mulighed for at låne et stykke jord i udkanten af Aabybro, hvor han kan have sine æbletræer.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Christian Bak har fået mulighed for at låne et stykke jord i udkanten af Aabybro, hvor han kan have sine æbletræer.  Foto: Claus Søndberg

AABYBRO:- Det er stærkt vanedannende, konstaterer Christian Bak med henvisning til sin passion for at dyrke æbletræer. 

Denne fredag er han, som så ofte før, at finde i sin æbleplantage i udkanten af Aabybro, hvor han har omkring 500 æbletræer.

- Jeg har i øjeblikket 68 forskellige sorter, siger Christian Bak og deler ud af velsmagende smagsprøver.

Interessen blev vakt for omkring ti år siden, hvor han tog en gren fra et træ og satte sammen med en podestamme - derved fik han skabt et nyt æbletræ. Siden har det taget fart, og haven ved huset i Aabybro bugner i dag af forskellige æbletræer.  Faktisk er der så mange æbletræer, at han har fået lov til at låne et stykke jord i udkanten af Aabybro, hvor han kan boltre sig. 

Han er uddannet tømrer. Et fag, som umiddelbart synes som værende langt fra frugtavl - og dog.

- Det er en tilfredsstillelse, når jeg som tømrer kommer til en bar mark, og efter nogle måneder står der et hus, som ejerne forhåbentlig bliver glade for. Det er lidt den samme fornemmelse, jeg får, når jeg kan få et æbletræ til at vokse, forklarer han.

Christian Bak har 68 forskellige æblesorter i sin plantage. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Christian Bak har 68 forskellige æblesorter i sin plantage. Foto: Claus Søndberg

Gave til nye verdensborgere

Gennem mange år har Christian Bak foræret et egetræ, når en i vennekredsen fik et barn. Derfor kom han på ideen, at han kunne donere et æbletræ til et barn, der er født i 2022 i Aabybro. 

- Jeg er født i Aabybro, og jeg elsker byen. Derfor var det naturligt, at det var børn født i Aabybro, der skulle have et træ, siger han.

Man fornemmer dog, at der også ligger noget andet bag hans initiativ.

- Jeg synes, at der i dette samfund er blevet en tendens til, at folk bare vil have og have. Her går jeg den anden vej ved i stedet at give noget, siger Christian Bak.

Christian Bak har besluttet at donere 75 træer til nyfødte i år. De bliver dog først udleveret næste år, når de har vokset sig store nok til at forlade plantagen. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Christian Bak har besluttet at donere 75 træer til nyfødte i år. De bliver dog først udleveret næste år, når de har vokset sig store nok til at forlade plantagen. Foto: Claus Søndberg

Foreløbig har 12 familier meldt sig på banen til at modtage et træ, som er tiltænkt en lille ny verdensborger. De vil blive overrakt til de pågældende familier ved en sammenkomst næste år, når æbletræerne har vokset sig så store, at de er klar til at forlade Christian Baks kyndige hænder. Christian Bak har en læderindbundet bog, hvor hver modtager står opført med navn og med angivelse af hvilken æblesort, den nyfødte fik.

Planen er at give 75 æbletræer væk til børn med fødselsår i år, men med skelen til det aktuelle fødselstal i Aabybro, må Christian Bak erkende, at det nok kan blive vanskeligt at få afsat alle træer. Derfor har han valgt at fortsætte med tilbuddet om et gratis æbletræ til nyfødte i 2023. De kan så se frem til at få deres træ i 2024.

Med knofedt og timevis af arbejde

Christian Bak hylder biodiversiteten og har blandt andet plantet vilde blomster ved sine æbletræer på det lånte jord. Her er forbipasserende velkomne til at plukke en buket og tage med hjem. Desuden har den voksende æbleplantage og behovet for bestøvning gjort det nødvendigt at etablere bistader. Og hos Christian Bak er brug af sprøjtemidler bandlyst.

-  Jeg passer mine æbletræer på den hårde måde, og det vil sige med skuffejernet. 

På Christian Baks jordstykke har han også sørget for bolig til fuglene og desuden har han bygget et insekthotel. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

På Christian Baks jordstykke har han også sørget for bolig til fuglene og desuden har han bygget et insekthotel. Foto: Claus Søndberg

Det er ikke første og formentlig heller ikke sidste gang, at den passionerede frugtavler giver træer væk. Sammen med elever fra Aabybro Skole har han plantet træer i Hundeskoven i Aabybro, og tilsvarende var han sidste år på Brovst Skole, hvor han sammen med eleverne plantede 48 æbletræer. Også honningproduktionen er blevet et tema, som Christian Bak gerne fortæller om. I det hele taget er døgnets 24 timer så godt og vel fyldt op af arbejde, frugtavl og jagt. 

- Hvis det kniber med tiden, hyrer jeg hjælp til rengøringen for på den måde at få tid til at hakke omkring æbletræerne, siger han med et smil. 

Christian Bak har tegnet skitser over, hvordan æbletræerne fremover skal stå på grunden. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Christian Bak har tegnet skitser over, hvordan æbletræerne fremover skal stå på grunden. Foto: Claus Søndberg

Og meget tyder på, at han fremadrettet kommer til at bruge mere tid på sine æbler. Christian Bak har i øjeblikket omkring 1200 kvadratmeter til rådighed, men ønsket er at få fingre i et areal på omkring en hektar, som kan danne grobund for "Christians æbler". 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.