Badehotellets vilde vinsmagning koster 10.000 kr. pr. billet
Badehotellet Villa Vest disker snart op med tre af de vildeste vinsmagninger, man kan tænke sig, og man skal have det seriøse læder op af lommen
Opdateret kl. 13:03
Mange vinentusiaster ender på et tidspunkt med at finde sig nogle vine, druer eller områder, som de bare bedst kan lide. Har man drukket sig igennem en del paller vin gennem årene, så støder de fleste vinkendere på områderne Champagne og Bourgogne - og mange fans af druen Riesling ender med at sværge til vine fra Mosel-området. Sådan er det bare, og det har de taget konsekvensen af på Villa Vest.
Over tre weekender er der dømt eksklusive vinsmagninger, undervisninger og kokkeskole, hvor der i hver enkelt weekend nørdes og nydes vin fra enten Champagne, Mosel eller Bourgogne.
Villa Vest har hentet de helt store kapaciteter på vin ind til smagningerne - eksperter i hver deres disciplin.
Èn af Danmarks allerdygtigste undervisere, René Langdahl, forestår smagningerne med temaerne Mosel og Champagne, mens Sigurd Müller Vinhandels Ib Bergkjær kommer forbi og guider gæsterne gennem Bourgogne-smagningerne.
- Det bliver en helt ny type smagning, der strækker sig over flere dage. Vi taler vine fra toppen af poppen, lyder der fra René Langdahl, der tager alle de vine med, som tegner Champagner og Mosel-vine. Det samme gør Ib Bergkjær, der har arbejdet med vin i 36 år og om noget er Bourgogne-kær.
- Jeg er dybt fascineret af området Bourgogne. Det er vine med ekstreme smagsnuancer fra jævnt kedelige til bjergtagende vine. På 20 meter kan vinene være som knold og tot, det er vildt, siger Ib Bergkjær.
De tre smagninger har det til fælles, at man ankommer fredag eftermiddag og forlader Villa Vest søndag formiddag. Herimellem er der "lektioner" samt kokkeskole og middage på Villa Vest.
Det er altså ikke bare en kommenteret smagning, som man ofte oplever dem over en enkelt aften.
- Det er faktisk flere smagninger, der er systematisk bygget op, så deltagerne får lærdom om de tre områders historie, kendetegn, druer, marker, jordbundsforhold etc. Vi har reference-vinene fra de tre områder med, de er håndplukkede til lejligheden, og vi viser også det helt trendy, tidstypiske billede af, hvordan vin fra Mosel, Bourgogne og Champagne udtrykker sig lige nu, siger René Langdahl.
Det betyder altså, at deltagerne over de to en halv dage får mulighed for at komme helt i dybden med de tre områder, og som bonus går man ikke sulten i seng.
- Vi parrer vinene med stedtypisk mad twistet á la Villa Vest, som deltagerne selv er med til at lave, siger René Langdahl.
Ikke for alle
For Kim Møller-Kjær på Villa Vest er det noget af en satsning at sætte disse tre weekender af til vinsmagninger af den helt store kaliber.
- Smagningerne er baseret på de mennesker, der både kan og vil betale prisen for sådan et arrangement. Når vi går all-in, så skal vi også have alle vinene med, der tegner områderne, siger Kim Møller-Kjær.
- Eksempelvis betyder det, at vi ikke kan have en Bourgogne-vinsmagning uden af have en vin med fra området Domaine Romanée Conti , siger Kim Møller-Kjær.
For uindviede er nogle vine fra dette område eksemplarer, som vinkendere/handlere vil betale mest for. Nogen af dem koster op til 250.000 kroner for en flaske på det almindelige marked. På det sorte marked kan de koste endnu mere.
Så man får altså en unik indsigt i et vinområde, som vil være de færreste forundt. Men selv om deltagerprisen på 9.000-11.000 kroner pr. weekend er forholdsvis høj, så er det for undervisere og indehaveren af Villa Vest ikke en guldrandet forretning.
- Vi kører vinene gennem kasseapparatet til et blankt nul - i gæsternes og vinens tjeneste, siger Kim Møller-Kjær.
Gæster i villaen
For Villa Vest handler det om at have gæster i huset i november, hvor gæsterne typisk ikke vælger at gå på gourmet-restaurant.
- Jeg gør det både for at gøre det attraktivt at være her, så jeg kan holde på mit stampersonale året rundt. Samtidig vil denne type arrangementer give dem muligheden for at gå i dybden med de tre vinområder, siger Kim Møller-Kjær.
For Bourgogne-Bergkjær er det en dyb glæde ved at udbrede kendskabet til hans yndlingsområde, der gør, at han gerne tager et par af de helt store vine med.
- Jeg vil gerne give min glæde for Bourgogne videre til en flok livsnydere, der kender til området og vil gå et spadestik dybere, siger Ib Bergkjær.
Arrangørerne håber, at de med denne type af smagninger, som ikke er set før i Danmark, rammer noget, som folk kan se værdien af.
- Vi kommer i dybden uden at blive alt for nørdede. Alle skal kunne være med. Og i modsætning til smagninger, der kun tager en aften, så får man forhåbentlig noget viden med hjem, som man aldrig glemmer igen, lyder det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.