Musik

'X Factor'-Lise på hjemmebane: - Hun er bare så sej

Tirsdag er rap-aften på Fri-Stedet i Aalborg, hvor 'X Factor'-deltager Lise Ranks fyrer den af sammen med kvarterets unge. Men det handler om meget mere end musik, fortæller de her

Lise Ranks - med det borgerlige efternavn Tuborgh - gik videre ved sæsonens første 'X Factor'-audition. Hjemme i Aalborg er hun de unges populære rap-pædagog på fritidscentret Fri-Stedet i Aalborg.
Lise Ranks - med det borgerlige efternavn Tuborgh - gik videre ved sæsonens første 'X Factor'-audition. Hjemme i Aalborg er hun de unges populære rap-pædagog på fritidscentret Fri-Stedet i Aalborg. Foto: Henrik Bo

Opdateret 05. januar 2023 kl. 09:01

AALBORG: Intense rap-beats fylder rummet, hvor en flok unge er samlet omkring mixer-pulten. Lises fingre bevæger sig lynhurtigt og sikkert over knapper og taster, mens hun mixer og justerer på de rap-numre, som de unge er ved at indspille. Og selv har skrevet tekster til.

- Vi kommer altid herned om tirsdagen, det er så fedt, lyder det fra de unge, der lyser af glæde og begejstring over at være sammen i det halvmørke, huleagtige kælderstudie på Fri-Stedet i Aalborg.

Selv var Lise Tuborgh - som er hendes borgerlige navn - kun ti år, da hun første gang gik ind ad døren til fritidscentret i Grønlandskvarteret i det sydøstlige Aalborg, der rummer mange forskellige kulturer og etniciteter. Hun har været der stort set lige siden - som teenager, pædagogmedhjælper og nu uddannet pædagog.

Foran mixerpulten på Fri-Stedet hedder hun Lise Tuborgh - her handler det om at være sammen med kvarterets unge, hygge, snakke og indspillle deres egne rapsange - i baggrunden Abdullahi Abdi. Foto: Henrik Bo

- Det er noget ganske særligt at være hernede, det giver også mig meget, siger Lise Tuborgh, der deler sin arbejdsuge mellem Fri-Stedet og undervisning af pædagogstuderende på UCN. 

Hele Danmark lærte den 37-årige aalborgensiske rap-pædagog at kende i søndags, da hun under kunstnernavnet Lise Ranks leverede sin egen bløde afrorap-sang My Way foran de begejstrede dommere ved sæsonens første 'X Factor'-audition, der blev optaget i Aarhus i efteråret.

Lise Tuborgh i midten med sit stærke rap-hold fra Fri-Stedet: Jabir Mohammed, Magnus Nielsen, Abdullahi Abdi, Liv Bugge og Mojtaba Karimi - de var alle med ved Lises 'X Factor'-audition. Foto: Henrik Bo

Det var ikke et tilfældigt heppekor, der fulgte 37-årige Lise Ranks i kulissen, mens hun sang. Det var netop det fast forankrede tirsdagshold af unge fra Fri-Stedet, som i spænding fulgte, hvordan dommerne vurderede Lises optræden. De unge rappere, der går i 9. klasse på Seminarieskolen, var næsten mere nervøse end hun selv var, indtil forløsningen kom.

Videre fra audition

Der blev piftet og hamret i dommerbordet, da de sidste toner klingede ud, og Lise med et forsigtigt smil afventede dommen.

- Hold kæft, hvor er det godt mand, lød det fra programmets nestor Thomas Blackman, og den nye dommer i panelet Simon Kwamm bakkede op.

- Jeg tror, den sang kommer til at blive hørt rigtig mange gange, lød det fra den tredje dommer, Kwamie Liv, og dermed var Lise Ranks videre fra audition.

Det vakte jubel ude i kulissen hos den nordjyske flok, der havde opfordret hende til at deltage med et af sine egne numre. 

De unge blev bekræftet i, at de har den sejeste rap-pædagog, og hun kunne ikke ønske sig et bedre følgeskab til sin audition.

- Det var en fantastisk oplevelse at køre afsted i klubbens bus som et hold, alle mærkede det stærke sammenhold, vi har, som opleves endnu stærkere, når man kommer ud i verden, fortæller Lise Tuborgh.

- Men for en gangs skyld var rollerne byttet om. Det var mig, der skulle vise hvad jeg kunne, og de bakkede mig op. Det var en fed oplevelse.

Først om nogle uger løftes sløret for, hvem der er gået videre til Chair Challenge og Bootcamp for senere at optræde i de shows, der sendes direkte.

Studiet i kælderen under Fri-Stedet udklækker nye talenter - men det er også det fortrolige rum for gode snakke om alt hvad der rører sig i de unges liv.- Foto: Henrik Bo

Skal selv optræde

I fritidscentrets kælder på Thulevej er tirsdags-rapperne ved at lægge sidste hånd på et par af de sange, som de selv skal optræde med ved den landsdækkende Ungdomsringens Musikfestival i Nordkraft, der har været afholdt i Aalborg i mere end 40 år.

De unge går på skift ind til i boxen og fyrer deres del af sangen af i mikrofonen. Lise optager og mixer, og når de kommer ud, bliver de mødt med opmuntrende tilråb, ros og konstruktive forslag til forbedringer.

Lise Tuborgh og Abdullahi Abdi arbejder på et rap-nummer, som han og to andre skal optræde med ved Ungdomsringens Musikfestival Foto: Henrik Bo

For det er sådan stemningen er, god, varm og kærlig. Det er tydeligt, at Lise Tuborgh med sine musikalske evner og hele sit væsen er i stand til at nå ind bag facaden hos de unge og få alt det bedste frem i dem.

- Det musikalske gør, at vi tør udtrykke vores følelser om mange andre ting. Lise er bare så god til at gøre os trygge, vi tør fortælle alt hernede, lyder det fra 16-årige Jabir Mohammed. 

- Hun er sød og kærlig, kan både snakke og lytte. Det er sådan en god pædagog skal være, fastslår han, og Mojtaba Karimi, 16 år, er enig.

- Det er hyggeligt at være her. Lise skaber en stemning, så vi kan tale med hinanden om alt, uden at det kommer videre, vi stoler på hinanden, siger han.

Motiverer de unge

Lise Tuborghs optræden ved 'X Factor'-audition har givet flere af de unge ekstra blod på tanden til selv at turde optræde med deres numre. 

Der er et stærkt sammenhold mellem de 15-16-årige unge på Fri-Stedet, der altid møder frem til tirsdagens rap-hygge. Foto: Henrik Bo

- Det var bare så sejt og modigt, at hun stillede op, lyder det fra 15-årige Liv Bugge, der har en helt særlig relation til Lise Tuborgh, idet Livs far, Kasper, er gift med Lise Tuborgh.

Liv Bugge kommer nu også på Fri-Stedet og har fået flere af sine veninder med, selvom de går på en anden skole. 

- Lise er en stor inspiration for alle hernede. Vi ser op til hende, og jeg tror, hun kan være forbillede for mange, så de tør tro på, at de også selv kan stille sig op og synge, siger Liv Bugge.

Skal tages alvorligt

Forklaringen på Lises gode, tætte relation til de unge ligger helt tydeligt i den måde, hun møder dem på. Det mærkes, at hun tager dem alvorligt, sætter sig ind i deres liv, lytter, og kan huske hvad de har fortalt, når de mødes næste gang.

Efter 20 år elsker hun stadig at være sammen med de unge om at frembringe musik, tekster og have det sjovt.

Lise Ranks
  • 37 år, opvokset i Aalborg, gift med Kasper, sammen har de datteren Tikki på fire år. Kasper har to døtre fra et tidligere forhold.
  • Lise Ranks er Aalborg-rapperens kunstnernavn - hendes fulde borgerlige navn er Lise Mangalika Tuborgh Bugge Møller.
  • Født i Colombo, Sri Lanka, adopteret af ægtepar i Aalborg som spæd.
  • Er uddannet pædagog og har siden taget en kandidat, så hun i dag er cand.mag i læring og forandringsprocesser.
  • Underviser nye pædagogstuderende på UCN i kreative og musikalske aspekter og i hvordan forskellige kulturer mødes.
  • Arbejder 18 timer om ugen på UCN og 12 timer på Fri-Stedet, hvor hun bl.a. arbejder med unge, der skriver og indspiller deres egne rap-sange.

- Men det handler også om alt det fantastiske, som musikken åbner for. Alle de sårbare ting man tør dele på godt og ondt, usikkerheden og glæden, udfordringen ved at andre skal høre det, man har skrevet, at man skal indspille det, og det gode ved at man er sammen om det, når ting lykkes - eller ikke lykkes.

- Musikken fører til, at man nærmer sig hinanden på alle måder, man får en tæt relation, og ting falder på plads inde i en selv. Det er meget værdifuldt, understreger Lise Tuborgh.

Foto: Henrik Bo

Men for at der skal være en god balance, skal hun også give noget af sig selv. 

- Det er vigtigt, at jeg også tør gøre mig sårbar og vise dem, at jeg heller ikke altid har tjek på alt, og at jeg også kan være usikker.

- Når jeg stiller op i 'X Factor', håber jeg, at det giver dem ekstra motivation og mod på selv at kaste sig ud i noget, selvom de måske er usikre på, hvordan det skal gå.

- Jeg passede ind

Gennem alle årene har filosofien på Fri-Stedet været, at musik er genialt som pædagogisk redskab til at skabe mening, fællesskab og samhørighed blandt unge.

Mojtaba Karimi, Liv Bugge og Jabir Mohammed Foto: Henrik Bo

- Da jeg begyndte at komme på Fri-Stedet, fandt jeg et sted, hvor jeg passede ind - der var noget, jeg var god til, fortæller Lise Tuborgh.

Da hun blev for gammel til at være medlem af klubben, var hun langt fra færdig med Fri-Stedet. Hun blev ansat på timeløn, på den betingelse at hun tog en pædagoguddannelse.

De følgende år dansede hun hip-hop med de mindre børn og blev rap-pædagog for de større, samtidig med hun uddannede sig til pædagog og siden tog en kandidat.

Foto: Henrik Bo

- Men jeg slipper aldrig 'Fri-Stedet', jeg kan ikke undvære kontakten med de unge, og selvom vi nu bor et andet sted i byen, vil Grønlandskvarteret altid være mit kvarter, siger hun.

Under kunstnernavnet Lise Ranks har hun lagt sin sang 'My Way' på musikstreamingtjenesten Spotify, hvor der ligger flere af hendes egne sange.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden