Håndbold

Frøken Aalborg DH i slem modvind

En datter med Downs syndrom og en kræftsygdom har gjort livet efter håndboldkarrieren svært for Rikke Nielsen

Rikke Nielsen i sin tid for Aalborg DH. Foto: Henrik Bo
Rikke Nielsen i sin tid for Aalborg DH. Foto: Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo

Opdateret 24. maj 2022 kl. 08:29

AALBORG: I bogen ”Til sidste fløjt”, der kommer på gaden i morgen, fortæller den tidligere Aalborg DH-stjerne Rikke Nielsen hudløst ærligt om sit liv. Både i rampelyset, men så sandelig også bagefter, hvor nordjyden løb ind i strid modvind.

For livet tog en noget uventet drejning for Rikke Nielsen, da hendes første barn Magda blev født med Downs syndrom.
- Det var et kæmpechok at få Magda, for scanningerne havde ikke vist, at hun havde Downs syndrom. Men jeg fik et godt råd: Prøv at finde ud af, hvad hun er for en. Og hun er ikke som alle andre, men hun er super dejlig og kan virkelig lære os nogle ting. Man bliver selvfølgelig mor med stort M, for hun skal stimuleres noget mere, og tingene tager lidt længere tid. Men det er ikke sådan, at vi tænker, at vi har et handicappet barn. Hun er bare Magda og er ligesom alle andre børn, fortæller Rikke Nielsen, der fik endnu et alvorligt chok, efter Magda var kommet til verden.

Knude var kræft

En knude på halsen, som lægerne i første omgang havde erklæret godartet viste sig at være det stik modsatte, og Rikke Nielsen fik konstateret kræft.

- I forhold til spillet på banen er man fuldstændig magtesløs. Man kan bare sætte sig ned på en stol og håbe på, at lægerne og efterbehandlingen klarer det. Det var egentlig det værste. Og efter jeg blev konstateret rask, er jeg bare taknemmelig for hver eneste dag. Det lyder kliché-agtigt, at man lever i nuet og er glad for hver eneste lille ting. Men det er man virkelig.
- Der er jo ikke nogen der har lovet, at jeg skal være oldemor og sidde på et plejehjem og fyre jokes af. I dag er jeg bare taknemmelig. Og så er jeg også blevet bedre til at sige fra og sige, hvad jeg egentlig har lyst til, siger Rikke Nielsen.

Selvterapi

Det, der nu er blevet til en bog, startede som en slags selvterapi for Rikke Nielsen, der gennem flere år havde skrevet om de både sjove og svære ting, hun havde oplevet. En veninde kiggede de omkring 300 sider igennem og var efterfølgende ikke tvivl. Rikke Nielsens historie kunne hjælpe andre, som oplevede eller havde oplevet en hård periode i livet.

- Så jeg tog kontakt til nogle forlag, og de var alle interesserede. Der blev sat en ghost writer på, som skrev mine kragetæer om til en bog.
- Jeg har været meget med, og det er mine egne ord og tanker. Det er helt vildt, at jeg sidder som forfatter i dag, siger Rikke Nielsen.

Ikke en bitter-Frans

Bogen handler som nævnt også om de turbulente år med Aalborg DH, hvor Rikke Nielsen var med helt fra start og en overgang var klubbens frontfigur og kulturbærer.

Hun har derfor også siddet med på første række, da Aalborg DH og dansk kvindehåndbold på godt og ondt kørte i højeste gear. Men det har ikke været på tale for Rikke Nielsen at udgive en bog, hvor tidligere kollegaer eller trænere blev hængt ud.
- Mit udgangspunkt til forlaget var, at det ikke skulle være en bitter-Frans historie, hvor jeg bare havde alle mulige gode historier om hvad Dalmose (Christian Dalmose, tidligere Aalborg DH-træner red.) gjorde. Det skulle være det, jeg havde på hjerte, der skulle ud, og det har jeg holdt fast i. Ellers ville jeg ikke være med til at lave det, fortæller Rikke Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden