Frugtbare workshops for unge
Ungdomsskole og asylcenter samarbejder om livet i fritiden
REBILD: Rebild Ungdomsskole og asylcentret i Skørping har det seneste år samarbejdet omkring fritidsaktiviteter for de unge asylansøgere.
Siden august har de ugentlige aktiviteter været for både danske unge og drengene, som hovedsageligt kommer fra Afghanistan, Syrien og Eritrea - med integration og fælles forståelse som sigte.
Aktiviteterne har været alt fra mountainbike-cykling til madlavning og tennis, men de seneste mandage har ungdomsskolens Sexualister via ung-til-ung-formidling afviklet workshops af en helt anden karakter.
Sexualisterne har primært anvendt øvelser og film til at åbne op for diskussioner om grænser, seksualitet, køns- og kulturforskelle.
Drengene fra asylcenteret har hjulpet hinanden sprogmæssigt i situationer, hvor de har ønsket at ytre en holdning om et særligt emne, eller hvor der har været forståelsesvanskeligheder. Dette har medvirket, at der til de tre workshops har været gode diskussioner og snak omkring de tre emner.
- Det har været både givende og dejligt at se, hvordan sexualisterne har formået at formidle budskaber om kærlighed, personlige grænser og sociale medier på trods af sprogbarrierer, konstaterer Malene Kolmos, koordinator i Ungecenter Øst, der har lagt hus til aktiviteterne.
Sexualisternes mål med ung-til-ung formidlingen har været, at man som deltager - uanset kulturel baggrund - skulle gå fra de tre workshops med en merviden og øget forståelse af "de andre" unge.
I den forbindelse er nogle af de fordomme og forestillinger de danske unge har haft om asyldrengene blevet afkræftet.
Det kan forhåbentlig i fremtiden være med til at mindske afstanden mellem de danske unge og asyldrengene - og dermed gavne det fælles ungemiljø, som begge grupper færdes i til daglig, håber Kristine Thillemann, tovholder for Sexualistgruppen i Rebild.
- Vi håber, at de afholdte workshops har bidraget til videre snak og diskussion blandt drengene fra asylcenteret.
- Samtidig har vi selv som ungdomsskole fået et langt bedre indblik i, hvor forskellig en baggrund drengene kommer med, fremhæver hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.