Frustrerede ældre: Hvor må vi snart være?
Ældreidrætsklubber har udsigt til at miste deres lokaler i Arena Nord - frygter at mange års ældreidræt bliver smadret
Der er kaffe på termokanderne og fastelavnsboller på bordet her i Atletcenterets cafeteria. Snakken går livligt blandt de halvt hundrede seniorer, der lige har fået den daglige motion og nu mødes til tredje halvleg her på Rimmens Allé. Rundt omkring på væggene står brydeklubbens pokalskabe og vidner om brydesportens storhedstid, da FfI var landets førende brydeklub og hentede sølvtøj hjem i bundter. I dag er Atletcenteret en del af Arena Nord-komplekset - og mødested for flere hundrede seniorer, der dyrker ældreidræt. Men der er en slange i paradiset på Rimmens Allé. Fra cafeteriet har seniorerne udsigt til byggepladsen, hvor Frederikshavns nye superskole vokser dag for dag. En kæmpe satsning på en ny og moderne skole bygget som et såkaldt OPS-projekt, offentligt, privat-samarbejde - men skolen får ikke nye idrætsfaciliteter. Klubber i klemme Skolebørnene skal bruge de mange kvadratmeter omkring Arena Nord: Idrætshallen, Atletcentret og Badmintonhallen til idrætsundervisningen, og det er her seniorerne kommer i klemme. - Hvor skal vi være? Det kan vi ikke få svar på, siger Jørgen Christensen, formand for SRR, Senior-Rap Rapperne og ældreidrættens grand old man i Frederikshavn. - Ældreidrætten i Frederikshavn er en bragende succes. En solstrålehistorie. Vi har verdens bedste vilkår, og dem vil vi beholde, siger Jørgen Christensen. Et kæmpe puslespil Samme bekymring har Gunnar Pedersen, formand for Blækspruttens 160 seniorer, der også holder til på Rimmens Allé. En tredje af de gamle brydere, Jens August Borg, er i dag formand for brugerudvalget og med til at fordele haltimerne. Det er hvert år et puslespil, men i år er det helt uoverskueligt. - En katastrofe - Der er rift om tiderne fra alle de mange klubber, der kommer her. Og kan vi ikke benytte hallerne i dagtimerne, risikerer man at smadre hele ældreidrætsområdet, som vi har bygget op gennem de seneste 15 år. Det vil være en katastrofe, siger de tre gamle brydere med én røst. Et informationsmøde i Maskinhallen for nylig har ikke dæmpet de ældres frustrationer. Tværtimod. - Vi kunne ikke høre, hvad der blev sagt. De havde intet mikrofonanlæg, så halvdelen gik i pausen, fortæller Jørgen Christensen, der flere gange har rykket for en afklaring. Uden held. For et par måneder siden mødte han op i byrådssalen og bad om klar besked. Det fik han ikke. - En gratis omgang - Borgmesteren sagde, at han da satte stor pris på vores frivillige arbejde, men det var jo en gratis omgang. - Paul Rode sagde, at "der er kapacitet nok andre steder". Jo tak, men skal vi til Bannerslundhallen i Elling eller ud i en eller anden ledig spejderhytte, så lukker man ned for ældreidrætten i Frederikshavn, siger Jørgen Christensen, der mener, at politikerne stikker hovedet i busken. Nu prøver de igen. Til byrådsmødet 29. februar vil ældreidrættens ildsjæle møde frem og afkræve politikerne et klart svar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.