Vittrup

Fuld fart på Julepakkeræs 2015 i Vittrup

Juleløb samler penge ind til to projekter

Fra Julepakkeræs 2014. Privatfoto
Fra Julepakkeræs 2014. Privatfoto

VITTRUP: Hovedkraften bag et større hjælpeprojekt for fattige i Afrika, værtinden på Vittrup Centret Lisbet Hansen, glæder sig over stor interesse for Julepakkeræs 2015 søndag 13. december klokken 10, hvor mindst en håndfuld friske mennesker løber godt 42 kilometer og mindst 17 løber den halve strækning omkring centret i Vittrup.

- Jeg laver jo det her og meget andet for at skaffe penge til at hjælpe blandt andet med at bygge brønde i Opikuma Ghana, for de mangler hårdt rent drikkevand, men også for at give en hånd med til arbejdet på et familiecenter i Kumasi i Ghana, forklarer Lisbet Hansen.

I begyndelsen af januar rejser hun på et seks uger langt ophold i Ghana. Det er tredje gang, hun er i Afrika.

Løberne og alle andre, som på søndag hjælper med at sende hende godt afsted, kan også vælge at løbe en kortere rute, at gå med eller bare kigge på. Eneste krav er at have nissehus på i anledning af årstiden. Flere kommer i fuld nisse-udklædning.

- En runde er kun én kilometer ved Vittrup Centret, så alle kan være med. Hver gang, deltagerne passerer målet, rafler man og spiller med i det store pakkespil, hvor der også bliver mulighed for at stjæle en pakke, hvis man slår en etter og overhaler en anden løber. Det koster 100 kroner at være med, og alle pengene går til projekter i Ghana, så alle hjælper mig med at hjælpe, siger arrangøren.

Overskuddet fra årets julepakkeræs bliver denne gang delt mellem foreningen From Heart To Hand, der har base i Brønderslev og som driver et familiecenter i Kumasi i Ghana, og Lisbet Hansens eget brønd-projekt i Ghana.

- Stifterne af From Heart to Hand, Liane Løth, der leder familiecentret i Ghana, er i år sammen med sin ghanesiske mand Ben og deres lille søn hjemme på juleferie, og de kommer alle til Julepakkeræs. Så vil nogen vil vide meget mere om Lianes store arbejde for fattige i Ghana, så har alle muligheden for at spørge løs på søndag fra klokken 10, siger Lisbet Hansen.

Hun sponsorerer på søndag selv en del af optankningsdepotet på ruten og kaffe samt risalamande efter løbet. Lisbeth Hansen har også fået fat i en del genbrugs-løbetøj, som sælges på søndag, ligesom der måske også bliver salg af meget andet spændende.

Mange gode kræfter bakker op om det gode formål.

- Det er overvældende, at så mange støtter projektet, og flere kan nå at melde sig.

- Jeg tror, der kommer rigtig mange på søndag, og alle kan være med. Jeg vil rigtig gerne have en tilmelding på mail til lisbet@fruhansen.dk. Det er dog også muligt bare at møde op på dagen, og man er velkommen til at tage familien med til hygge og motion for både ben- og lattermuskler. Det eneste krav er faktisk, at alle skal have nissehus på.

- Husk også, at selv om du måske er en afslappet sofakartoffel og slet ikke gider løbe med til julepakkeræs, men godt vil støtte mit vand-projekt i Ghana, så kan du stadig melde dig i kategorien ”sofa-løber” og sende 100 kroner til mobilpay 23316268. Så kommer du på startlisten, og dit navn bliver læst op inden løbet og vi råber tre gange hurra for dig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden