Fuld indsigt i Rebild- sagen

Byrådsmedlem i Rebild Søren Søe-Larsen har bedt om at se alle dokumenter i incestsagen fra Rebild

Byrådsmedlem Søren Søe-Larsen (UP) stiller spørgsmålstegn ved, om den øverste administrative ledelse har fortalt politikerne hele sandheden i incestsagen fra Rebild. 
Foto: Thomas Vinther

Byrådsmedlem Søren Søe-Larsen (UP) stiller spørgsmålstegn ved, om den øverste administrative ledelse har fortalt politikerne hele sandheden i incestsagen fra Rebild. Foto: Thomas Vinther

Efter selv at have læst de mere end 20 underretninger i incestsagen fra Rebild har byrådsmedlem Søren Søe-Larsen (UP) bedt om fuld indsigt i samtlige dokumenter i sagen. - Jeg har læst underretningerne, og jeg har læst den redegørelse, som Rebild Kommune har sendt til socialministeren om sagen. - Når jeg holder underretningerne og redegørelsen op mod hinanden, må jeg stille spørgsmålstegn ved, om den øverste ledelse i administrationen til fulde har oplyst politikerne i byrådet om sagen, siger Søren Søe-Larsen. Han mener, at vigtige oplysninger er udeladt i redegørelsen, og at alvoren i de underretninger, kommunen har modtaget gennem årene, er blevet bagatelliseret over for politikerne. - Jeg vil opfordre alle mine kolleger til selv at læse alle underretninger. Det tror jeg vil få dem til at stille sig selv de samme spørgsmål, som jeg nu stiller mig selv, siger Søren Søe-Larsen. Tingene hænger ikke sammen Da både redegørelsen og underretningerne indeholder personfølsomt materiale, har Søren Søe-Larsen tavshedspligt, og han kan derfor ikke uddybe, hvad han mener ikke hænger sammen i ledelsens udlægning af sagen. De seneste måneder har Søren Søe-Larsen været med til at kritisere forvaltningskulturen i Rebild Kommune. I gentagne tilfælde mener Søren Søe-Larsen, at forvaltningens øverste ledelse har præsenteret politikerne for mangelfulde sagsfremstillinger. Og da hans byrådskollega Rikke Karlsson (DF) i november beskyldte direktør Flemming Hansen for at lyve og tilbageholde relevant information i en sag om to boformer, krævede Søren Søe-Larsen en ekstern og anonym undersøgelse af forvaltningskulturen i Rebild. Et krav, han har rejst flere gange, men uden politisk flertal for det i byrådet. Afviser sagsbehandling Søren Søe-Larsen understreger, at han på ingen måde vil have indsigt i incestsagen for at gå sagsbehandlerne efter i kortene. - Det har jeg slet ikke kompetencer til, siger Søren Søe-Larsen. Han understreger, at det er politikerne i kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, hvad der foregår i Rebild Kommune. Og han understreger, at de beslutninger, der træffes, træffes på baggrund af de informationer, politikerne bliver præsenteret for af forvaltningens ledelse. - Jeg vil have klarhed over, om de informationer, jeg har fået i sagen fra den øverste ledelse, stemmer overens med det, jeg selv kan læse i sagen, siger Søren Søe-Larsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.