Fuld kaptajn ramte kajkanten
En synligt påvirket kaptajn havde svært ved at styre en lang coaster i Aalborg Havn
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:21
AALBORG: En hollandsk kaptajn på en 84 meter lang tysk coaster, står til en stor bøde, efter han har sejlet sit skib i fuld tilstand.
Skibet, Simon B, der sejler under flag fra Antigua, skulle klokken halv fem lægge til kaj i Aalborg, men sejlede i første omgang forbi den tildelte plads. Det vakte undren hos havnens personale.
Skibet fik en ny plads tildelt, og den lykkedes det kaptajnen med noget besvær at styre ind til. I forsøget ramte han kajkanten.
Promille på 2,0
Den usikre manøvre fik folk på havnen til at tilkalde Nordjyllands Politi, og det viste sig, at den hollandske kaptajn var særdeles beruset.
- Udåndingsprøven viste en promille på 2,0, hvor den må være 0,2 for søfarende, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.
Kaptajnen sov rusen ud i detentionen, og blev torsdag afhørt af politiet. Han vil formentlig ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, og bliver løsladt, når bøden er betalt. Kaptajnen kan dog se frem til et retsligt efterspil, hvor han vil blive sigtet for spiritussejlads, fortæller Søren Peitersen fra Nordjyllands Politi.
Venter på ny kaptajn
Coasteren ligger stadig i Aalborg, og Søfartsstyrelsen har nedlagt forbud mod, at skibet forlader Aalborg indtil skaderne på skibet er blevet undersøgt.
Rederiet har sendt bud efter en ny kaptajn til at sejle coasteren videre.
Inden da skal rederiet stille med sikkerhed for, at det kan betale skaderne på kajen samt kaptajnens bøde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.