Fy fy, Israel
Kan man forestille sig. at Ghana, Nepal, Vietnam - eller en hvilken som helst anden stat uden for EU-området får tildelt EU-støtte til et udviklingsprojekt for flere mio. kroner, hvorefter pågældende stat ødelægger projektet? Nej vel.
Og hvis omhandlede stat gjorde det, ville ikke alene EU, men også de fleste andre lande råbe højt, indføre sanktioner og kræve de investerede penge retur. Men Israel kan løbende overtræde internationale og mellemstatlige love og regler uden mærkbare konsekvenser. Man har netop forleden opgjort, at EU de seneste 10 år har bidraget med 360 mio. kroner til 82 forskellige fredelige og fornuftige udviklingsprojekter i Gaza og på Vestbredden - dvs. oven i købet projekter på andres - palæstinensernes - område. Alle dem har Israel nedrevet eller ødelagt på anden vis! Vi mangler endnu at se EU's reaktion på denne røveriske skændsel, men tilliden til, at det får mærkbare konsekvenser, kan desværre ligge på et lille sted. Den danske udviklingsminister har foreløbig reageret med et "uacceptabelt", - altså som ofte før fy, fy Israel, det var sandelig ikke pænt gjort. Det er på høje tid, at EU afbryder samarbejdet med Israel og sætter trumf på over for USA, som reelt er eneste stat, som Israel respekterer og som derfor alene kan tvinge Israel til at forlade de besatte områder og til i øvrigt at opføre sig anstændigt. Det haster faktisk af hensyn til både de besatte palæstinensere og israelerne selv. Det er uhyre trist, om sådant israelsk statsterror evt. kan bidrage til større antisemitisme. Accepterer alle Israels venner dette?
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.