Drive-in-julemarked som alternativ i coronatider
Blidstrup Efterskole og eleverne ønsker stadig at støtte udsatte på Mors i julemåneden
BLIDSTRUP: Julen nærmere sig, men i år er alting anderledes i advents- og måske også juletiden som følge af coronasituationen. Blidstrup Efterskole har derfor besluttet i år at invitere til drive-in-julemarked fredag 27. november kl. 15-17.
Konceptet er meget simpelt, fremgår det af en pressemeddelelse fra skolen: Se varerne på efterskolens facebookside, send bestillingen på mail - og kom så og afhent varerne i efterskolens juleudsmykkede håndværkergård.
Eleverne producerer igen i år hjemmelavet kunsthåndværk og søde sager til juletiden. Derudover giver de deres arbejdskraft til lokale virksomheder, altsammen for at tjene penge ind til dem, der har brug for en hjælpende hånd i julemåneden. Overskuddet går til de lokale hjælpeorganisationer ”Skjult nød på Mors”, ”Næstehjælperne Thy-Mors” og ”Samklang”.
Om det alternative julemarked siger forstander Kristen Gubi:
- Ideen er igen at producere noget til gavn og glæde for andre. Men i år, hvor vi alle er berørt af coronakrisens usikkerhed, giver det ekstra mening at støtte dem, der bor tæt på os. Vi håber derfor på, at vores drive-in-julemarked bliver godt modtaget, og at mange vil lægge vejen forbi os fredag 27. november, så vi kan give en god gave videre til de familier, der har brug for hjælpen.
Se nærmere på: www.blidstrup.dk og på www.facebook.com
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.