Galleri VIRAK åbner i Frederikshavn
Nyt galleri slår dørene op i Danmarksgade 44, Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: En gruppe kunstnere er gået sammen om et nyt galleri, hvor der sælges kunst, unika, kunsthåndværk og Fairtrade.
Medlemmerne er alle udøvende kunstnere fra lokalområdet.
Gruppen består af 11 medlemmer, som repræsenterer malerier, tegninger, skulpturer og kunsthåndværk. Galleriet sælger også Fairtradevarer fra Afrika og Madagaskar som tæpper, duge, tasker, porcelæn m.m. Derudover har galleriet spændende kunsthåndværk fra andre dygtige kunstnere.
Kunstner Lone Johannessen, der tidligere har haft gallerier i Hulsig og Jerup, er Galleri VIRAKs kontaktperson og talskvinde.
- Det er da fantastisk, at kollektivtanken stadig eksisterer den dag i dag. Galleri VIRAK drives nemlig af engagerede medlemmer og deres frivillige arbejde, udtaler hun.
Godt match
Navnet galleri VIRAK har kunstnergruppen valgt med omhu. Navnet betyder både stor hyldest, hellig røg og postyr, hvilket er ganske beskrivende for flokken af kreative ildsjæle i galleriet.
Galleri VIRAKs placering i den nordlige ende af Danmarksgade er et godt match. Der er efterhånden ved at opstå et spændende område med flere gallerier, kunsthåndværksbutikker, cafeer, spisesteder og kreative virksomheder og butikker, for eksempel guldsmed, musikforretning, blomsterbutik, genbrug, printshop og grafisk design.
- Man kan måske ligefrem sige, at et lille latinerkvarter er på vej, siger kunstner Erna Iversen med et skælmsk blik i øjet. Hun er en af initiativtagerne bag galleri VIRAK og har selv galleri Åbenkunst i Elling.
Galleri VIRAK åbner onsdag den 28. februar og har derefter fast åbningstid onsdag, torsdag, fredag kl. 10. - 17.30 og lørdag kl. 10 - 14.00.
Galleriet glæder sig til at vise alle medlemmernes værker frem og byde på lidt mundgodt onsdag den 28. februar, hvor dørene slås op kl. 10 - og der er åbningsreception kl. 17.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.