Gamle aviser, ja tak
Aviser fra krigens tid var brugt som isolering, nu skal de arkiveres
BRØNDERSLEV: Poul Erik Andreasen fra Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv har rigeligt med læsestof til de kommende uger - måske måneder.
Han har netop hentet en trailer fyldt med aviser - gamle aviser, der er trykt før og under krigen.
- Jeg blev kontaktet af Søren Nissen fra Hjørring. Han skulle have nyt tag på sit hus. Og i forbindelse med det arbejde fandt han rigtig mange gamle aviser, der havde været brugt som isolering, fortæller Poul Erik Andreassen.
Aviserne er fra 1930’erne og 40’erne.
Det lokale arkiv i Hjørring takkede nej til flere gamle aviser, og det blev Poul Erik Andreassens held.
Han skal nu sammen med de frivillige i lokalarkivet i gang med at finde ud af, hvilke aviser der allerede findes i gemmerne, og hvilke aviser, der nu kan tilføres arkivet.
Poul Erik Andreasen er begejstret for gaven.
- Jeg har allerede læst flere af dem, siger han med et smil, og han henviser til både annoncer og artikler i de gulnede aviser, der også omfatter aviser fra en svunden tid i Brønderslev.
Poul Erik Andreasen tilføjer, at aviserne er givet til arkivet af Søren Nissen, hvis svigermor er fra Brønderslev.