Biler

Gamle biler fra 1980’erne er blevet populære

Der er rift om klassiske biler, som stiger i værdi. Det gælder især de forhjulstrukne youngtimer-hverdagsbiler fra 1980’erne, som er kommet i søgelyset, fortæller Frederik Frey, som er redaktør for Retrorevyen

Køb først og fremmest en youngtimer, fordi du vil køre i den, frem for at se det som en investering, lyder det fra Frederik Frey, som er redaktør på Retrorevyen.
Køb først og fremmest en youngtimer, fordi du vil køre i den, frem for at se det som en investering, lyder det fra Frederik Frey, som er redaktør på Retrorevyen. Foto: Jette Elisabeth Skylark

Opdateret 05. august 2022 kl. 13:37

KLASSSIKER: Det automobile landskab er under forandring. Det er ikke kun, når vi taler om helt nye biler.

På vintage-fronten har der også længe været et skred fra de ældre biler og hen mod især youngtimere fra 1980’ erne og endda 1990’ erne.

Sådan lyder meldingen fra Frederik Frey, som er redaktør på Retrorevyen, der nu på fjerde år udgives af Bonnier.

Her er der hvert år et stort midtertillæg med prisudviklingen for veteran-og vintagebiler, som er lavet sammen med det tyske Classic Analytics, der dækker paletten, og den er klar: De stiger stort set alle i værdi.

- Det, som er kommet mest bag på mig i de sidste fire år, er, at både interessen og prisudviklingen bare brager derudad. Jeg kunne godt frygte, om der overhovedet er plads og lyst til klassikere i en tid, hvor elbiler og klimaskam fylder fortsat mere. Men der er intet tegn i sol og måne på, at hverken interessen for eller den generelle værdi af bilerne er aftagende, siger Frederik Frey.

Generelt stiger de fleste biltyper, bortset fra de lidt mere eksklusive engelske biler fra 1960’ erne.

Set med danske briller er der især et nyt publikum til youngtimerne, som også tager prismæssige hop opad i disse år. Det er biler i en prisklasse, hvor man kommer langt for 50.000-150.000 kr., så de fleste kan være med.

Når en bil er mere end 30 år gammel, kan den tillige indregistreres som veteranbil på lavere forsikring og vægtafgift, mens der bliver længere mellem syn.

Youngtimerne fylder meget i magasinet, der meget apropos har et stort tema om Opel Manta, der blev produceret i to generationer som Manta A fra 1970-75 og Manta B fra 1975-88, men som stod i skyggen af Ford Capri og endda en periode var lidt ugleset.

Nu har modellen dog fået et comeback og er i stigende kurs. Det gælder også efterfølgeren, Calibra, som kom på markedet i 1990 og blev produceret frem til 1997.

- Det var måske en ”frisørporsche”, men den er også på en måde tidløs. Det er desværre svært at finde et eksemplar, der ikke er forskruet, og de pæne er i rigtig høj kurs,siger Frederik Frey.

Vi fandt en pæn Opel Calibra 2,0 fra 1992 med 169.000 km på tælleren til 140.000 kr.

I det hele taget er der kommet øget fokus på hverdagsmodeller fra 1980’ erne med forhjulstræk som f. eks. Mazda 323 Mk 2, Ford Escort Mk3 og endda Opel Kadett D.

Frederik Frey er selv vild med youngtimere.

- I en tid, hvor mange moderne biler er tæt på selvkørende, er det en befrielse at køre f. eks. en youngtimer - for her er føreren ikke alene i kontrol, han/ hun er uundværlig og alt andet end overflødiggjort. Der er ikke langt fra tanke til handling, og hver en bevægelse på rat og pedaler har en udtalt effekt på bilens opførsel på vejen - dét er fedt, siger han.

Originalitet tæller

Frederik Frey er forsigtig med at sætte tal på, hvor meget de enkelte modeller beløber sig til, eller hvor meget de stiger.

Der kan nemlig være stor forskel alt efter stand. Men udgangspunktet er, at man generelt skal købe vintagebiler, fordi man synes, det er sjovt at køre i dem, frem for at se det som en stillestående investering.

Hvis bilen så viser sig at stige i værdi, er det et plus. Men der vil alt andet lige være løbende udgifter på en ældre bil.

Mens ejerne i stor stil nussede om deres biler i 1970’ erne, blev de i 1980’ erne mere en brugsgenstand. Det betyder, at mange er slidt ned, og der på den måde er forholdsvis få pæne eksemplarer tilbage.

- Der er næsten ryddet op af biler fra den periode, som man kan huske var smarte, da vi var unge. Tidligere sagde man, at når man kom til de forhjulstrukne modeller fra 1980’ erne, så stoppede interessen. Men det gør den ikke længere, siger Frederik Frey.

Som altid er det de sportslige modeller, som f. eks. Ford Escort XR3i og Kadett D GTE, der starter festen. Men så følger hverdagsmodellerne med, selv om der kan gå lidt længere tid.

- I dag er selv den slappeste Ford Escort fra 1960’ erne eller 1970’ erne en del penge værd, selv om det en 1.100 kubik. Det tror jeg også, at vi vil se med f. eks. Kadett D. Selv om den ikke har kostet særlig mange penge fra ny, så stiger de i værdi, hvis der ikke er særlig mange tilbage af dem, siger Frederik Frey.

Han peger dog på, at bilerne skal være så originale som muligt.

- Man skal efterstræbe originalitet. Hvis man laver for meget om på en bil, så det ikke den bil, man kendte engang, så er det en anden mands fortolkning og ikke et fælles stykke kulturarv, og det er svært at få penge for. Så det skal i hvert fald være gjort så smagfuldt, så den ikke mister sin identitet, siger Frederik Frey.

Tidstypiske klaplygter

Som et kuriosum har netop et mærke som Opel oplevet stigning det sidste halve års tid. Det gælder også de lidt ældre modeller som f. eks. Opel Rekord C og D samt Commodore A-og B-modellerne fra 1960’ erne og 1970’ erne. Men også Rekord E, som blev produceret frem til midten af 1980’ erne. Det gælder alle motoriseringer som 1.600-, 1.900-og 2.000-modellerne.

Frederik Frey ser en klar linje til, at Opel er blevet en del af Stellantis, så mærket nu får teknik fra franske PSA.

- Det har vi set tilsvarende tidligere, når nogle mærker bliver opslugt af andre, så vil man have noget af det gamle. Her er det tysk soliditet, som folk køber,siger han.

I den mere køreglade afdeling finder vi Mazda MX-5 og Toyota MR2 fra 1980’ erne. Her er Toyota MR2 med centermotor en bil, som er mest for feinschmeckere, der enten selv kan skrue eller vil betale for det. Mens Mazda MX-5 er den bredere model med et klubmiljø og netværk, der kan hjælpe meget med ældre biler. Her fandt vi på nettet en Toyota MR2 1,6 GT med 154.000 kørte km til 110.000 kr. og en Mazda MX-5 1,6 fra 1992 med 145.000 km til 97.000 kr.

Der er også mere specielle outsidere på vej i horisonten med potentiale. Det gælder bl. a. coupéen Volvo ES480, der blev lanceret i 1986.

- Den har jo bl. a. klapforlygter og en bagklap i glas, så den er et meget godt tidsbillede. Byggekvaliteten på ES480, der er produceret hos Nedcar i Holland, er dog desværre ikke helt på højde med de svenske modeller. Men jeg sætter min lid til den på sigt, siger Frederik Frey.

Begejstringen for biler har smittet af i privatlivet, hvor Frederik Frey særligt værdsætter de klassiske bilers ligefremme væsner. I garagen anno 2022 holder fire biler parkeret - alle med samtlige dæk på opvarmet gulv og nummerplader monteret hele året. Alderspræsidenten er en Buick Skylark GS fra 1966, der tilhører hans hustru - fra tid til anden er han også selv bag rattet.

- Min Ford 17M RS fra 1970 skiller jeg mig næppe af med nogensinde. Den har tilhørt min bedstefar, blev solgt, da han døde, og fandt min favn efter flere år uden for familiens ejerskab,siger han.

DET KOSTER EN KLASSIKER I AFGIFT
  • En bil, som er mere end 30 år gammel, kan indregistreres som veteranbil. Vægtafgiften for en veteranbil er 25 pct. af den normale takst.
  • Hvis du ikke foretager dig noget, bliver bilen automatisk veteranbil efter 35 år, hvorefter vægtafgiften automatisk reduceres.
  • Hvis bilen er indregistreret som veteranbil, skal den typisk først til syn, når den er 35 år, og derefter kun til syn hvert ottende år. Men det er en vurderingssag, og i nogle tilfælde kan der gå otte år, efter at den er indregistreret som veteranbil, før den skal til syn. Så det kan i princippet være, når den er 38 år.
  • Frederik Frey, som har skrevet Retrorevyen, elsker selv højoktan, dækgummi og har færten af læder-eller vinylsæder.
  • I 11 år har han ejet en ”Arktissilber”-lakeret BMW 318is Coupé fra 1997. Til dagligdagskørsel tjener en Cadillac CTS 3,2 Aut. fra 2004. Den er monteret med hundebur, kører hele året gennem det lunefulde danske klima og kaldes naturligvis ”Daily Driver”, nu hvor det er en amerikanerbil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden