Løgstør

Garvede søulke klar til kapsejlads

Galeasen W. Klitgaard gjorde i dag de sidste forberedelser til første etape af Limfjorden Rundt

Asger Møller Nielsen (til venstre) og Villy Skov finjusterer skibet inden morgendagens sejlads. Foto: Lars Pauli.
Asger Møller Nielsen (til venstre) og Villy Skov finjusterer skibet inden morgendagens sejlads. Foto: Lars Pauli. Lars Pauli

LØGSTØR: Et slæng af gråhårede herrer står på havnen i Løgstør, og er i gang med de sidste småjusteringer af deres nye klyver, et forsejl, på skibet W. Klitgaard. Selvom de er pakket godt ind i skrigfarvet regntøj for at skærme sig for det dårlige vejr, er humøret højt. Det er nemlig 22. gang at skibet skal deltage i Limfjorden Rundt, og med det nye forsejl forventer de en bedre sejlads end de seneste år.

Kapløbet

For mange af tilskuerne, er det i højere grad oplevelsen af at se de store, flotte sejlbåde der tæller, end det rent sportslige. For besætningen ser det lidt anderledes ud:

- Vi kan hygge os om aftenen, men om dagen presser vi den 100 procent. Ude på fjorden bliver der ikke givet ved dørene, siger Asger Møller Nielsen, der er en del af besætningen på W. Klitgaard.

Med det nye forsejl satser de på at komme helt io i toppen af klassementet i år.

Konen skal også have fred

Det kan godt være at familien synes de er tossede sådan at tage af sted på en sejlbåd i en uges tid i dårligt vejr. Men familien ved godt, at det er det de aldrende drenge brænder for, og at det giver gladere mænd, forklarer Asger Møller Nielsen.

- Vi har det sjovt med det - og så kommer drengen jo op i os, siger Asger Møller Nielsen med et smil.

I morgen starter Limfjorden Rundt for alvor, hvor første etape fra Løgstør til Thisted afholdes.

Gå til relaterede emner

Forsiden