Gasolin-toner i Visborg kirke
Aftenens tema på torsdag vil være ”Hvis du tør, så kom med mig”.
VISBORG: Rockorkestret Gasolin og Kim Larsens tekster og musik løftes op på højde med Grundtvig og Ingemann i kirkerummet, og ved en gudstjeneste i Visborg Kirke torsdag 8. oktober om aftenen vil de dominere.
- Det bliver en gudstjeneste, hvor Ole Gas Band - i skøn forening med læsninger fra Biblen - vil fylde kirkerummet. Vi vil også fejre nadver sammen til tonerne af Gasolins fantastiske musik, fortæller sognepræst Marie Petersen.
Ikke kun musikalsk bliver gudstjenesten i Visborg anderledes. De fire menighedsråd i Skelund, Visborg, Als og Øster Hurup inviterer på en håndmad og en bajer eller vand, når klapsalverne har lagt sig og Gasolin-kopibandet gør klar til et par ekstranumre.
Sluttidspunktet på gudstjenesten, der indledes kl. 19, ligger således ikke helt fast.
- Aftenens tema vil være ”Hvis du tør, så kom med mig”, en sætning fra den folkekære sang ”Langebro”, hvor Gasolin tager os med ud i byens pulserende liv for at møde skæve eksistenser og mennesker på kanten - disse alt andet end småborgerlige personer, som mødes med forargelse og fordømmelse, men som Gasolin i adskillige sange altid skildrer med varme og solidaritet.
- Med ægte indføling kan Ole Gas og band få os til at glemme, at det ikke er ”den ægte vare”. Ole Gas har en stemme næsten lige så unik som Kim Larsen, og et band der formår at spille, så taget letter, forventer Marie Petersen.
Taget på den store herregårdskirke i Visborg skal dog nok holde, men det er ikke hverdagskost, at der skrues højt op for forstærkere i det smukt dekorerede kirkerum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.