Storbritannien

Gebyr-chok: Flyselskab hævede 22.000 kr. for bagage

Britisk sygeplejerske ”ruineret” på ferietur til Kreta

Easyjet trak kæmpegebyr på kundes konto. Foto: Alex Proimos, Wikimedia Commons
Easyjet trak kæmpegebyr på kundes konto. Foto: Alex Proimos, Wikimedia Commons

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:43

STORBRITANNIEN: Det kan godt være, at flyselskabet Easyjet sælger billige flybilletter, men for den britiske sygeplejerske Jo Bookleef-Brown blev ferieturen til Kreta et økonomisk mareridt på grund af selskabet.

Da hun kom hjem, opdagede hun, at Easyjet havde hævet svimlende 2.200 pund - over 22.000 kr. - i gebyr for hendes håndbagage.

Dermed var 49-årige Jo Bookleff-Browne ruineret.

Det svimlende bagagegebyr viste sig at være en fejl, men Easyjet brugte adskillige dage på at returnere pengene. Det kom til at koste sygeplejersken dyrt i diverse bankgebyrer, skriver den britiske avis The Mirror.

Som hos mange andre flyselskaber risikerer passagerer hos Easyjet at skulle betale ekstra afgifter, hvis håndbagagen vejer for meget.

Et gebyr på svimlende over 22.000 kr. var dog i overkanten - en klar svipser, fastslår selskabet.

Da Jo Bookleff-Browne fløj med Easyjet til Kreta, var der ingen problemer med håndbagagen, siger hun til The Mirror. Men da hun skulle hjem, krævede flyselskabet, at samme håndbagage blev tjekket ind som bagage, og det kostede et gebyr på 55 pund, knap 600 kr.

Men ved en fejl havde Easyjet pålagt hende afgifter for 55 kufferter - og hævede 2.200 pund på hendes konto, som dermed var tom.

Selv om flyselskabet erkendte, at kæmpegebyret var en fejl, kunne hun ikke få pengene tilbage straks.

- Du kan betale folk elektronisk på én time, men åbenbart ikke Easyjet, siger en utilfreds Jo Bookleff-Browne.

En talsmand for flyselskabet siger til The Mirror, at de beklager det besvær, fejlen medførte for sygeplejersken.

The Mirrors omtale af sagen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden