Genbrugspladsen i Sindal en gevinst for lokale virksomheder
Virksomheder i Hjørring og Brønderslev har gennem mange år haft mulighed for at aflevere affald på de lokale genbrugspladser, herunder den i Sindal.
Muligheden benyttes typisk af virksomheder, som ikke har brug for - eller plads til - at have mange containere stående på matriklen, men løbende producerer affald fra byggeprojekter, mindre produktioner og lignende. Muligheden er populær, fordi den er fleksibel og sagtens kan kombineres med andre aftaler med f.eks. private produkthandlere.
Cirka 1.000 virksomheder bruger ordningen, der går under navnet "Mærk Affaldet", fordi virksomhederne skal købe et klistermærke alt efter, hvor ofte de benytter genbrugspladsen. Virksomhederne spænder fra håndværkerfirmaer til landbrug og butikker. Virksomheder med behov for at benytte genbrugspladsen to gange om måneden køber således et grønt mærke, mens virksomheder der kommer op til 12 gange om måneden, køber et rødt mærke. Klistermærket sættes i varebilens forrude, så genbrugspladsens personale kan registrere, hvor ofte den pågældende virksomhed kommer på pladsen. I AVVs område findes der 18 genbrugspladser, som områdets virksomheder kan benytte.
Sparer plads og penge
En af de brugere, der benytter ordningen Mærk Affaldet, er Ilbro Tømrer- og Maskinsnedkeri. Her fremhæver indehaver John Jensen pladsforholdene som en vigtig årsag til, at virksomheden benytter genbrugspladserne:
- Det vil kræve meget plads at have containere stående til affaldssortering på vores virksomhed. Vi har typisk mange forskellige slags affald - fra træ til metal og plastemballage - der sorteres op i forskellige kategorier. Her er det praktisk, at vi kan køre forbi genbrugspladsen og komme af med det løbende.
John Jensen tilføjer, at det vil være et stort tilbageslag for Ilbro Tømrer- og Maskinsnedkeri, hvis muligheden for at aflevere affald på genbrugspladsen falder bort. En håndværksvirksomhed producerer ofte affaldet hos kunden, og derfor giver det en stor fleksibilitet at kunne køre ind på den nærmeste genbrugsplads i lokalområdet. For en håndværker er (arbejds)tid jo penge, så det er vigtigt at bevare fleksibiliteten i systemet.
Private ordninger bruges også
Ilbro Tømrer- og Maskinsnedkeri benytter to typer klistermærker (til henholdsvis to og fem månedlige besøg), og mærkerne fordeles på virksomhedens otte biler.
Udover at benytte genbrugspladserne har virksomheden også indgået aftale med andre behandlere - for eksempel produkthandlere af jern og metal - om at afhente materialer. Det giver god mening, når virksomheden er i gang med større projekter, hvor man på forhånd ved, at der vil være meget af én bestemt type affald. I den slags tilfælde opstiller Ilbro ofte en række containere hos kunderne, og containerne bliver så tømt af vognmænd, der kører affaldet til forskellige affaldsanlæg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.