Gifte mænd og singlekvinder får for lidt sex
Der er for lidt aktivitet på lagnerne i soveværelset. Kvinderne orker det ikke

Der sker for lidt på lagnerne, mener især gifte mænd og singlekvinder. Foto: Colourbox
DANMARK:Ingen sengesjov, nul lagengymnastik eller rusketur i høet. Sådan ser virkeligheden ud i rigtigt mange danskeres sexliv.
Halvdelen af danskerne synes nemlig ikke, de får nok sex. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Wilke for Newspaq.
Halvdelen af de adspurgte danskere siger, at der ikke er nok gang i dobbeltsengen. Nogle af dem, der er særligt ramt af seksuel frustration, er mænd i parforhold.
Hele 39 procent af de understimulerede mænd siger, at grunden til den manglende aktivitet på lagnerne er, at deres kone eller kæreste har lukket for det varme vand. Og det kan der være god grund til.
For hvor de fleste mænd har nemt ved at komme i stødet, kan det være sværere for kvinder at komme op i gear, når hverdagen er fyldt op af børneafhentning, indkøb og madlavning.
Begge parter skal oppe sig
Ifølge sexologen er det begge parter, der skal på banen, hvis både mand og kone skal være med på løjerne i dobbeltsengen.
- Vi skal også over i at tale om, hvad kan kvinden selv gøre for at kunne slappe lidt af og være til stede og tage imod kærtegn, også selvom der står en opvask, siger hun.
Enlige kvinder har det sværest
Og hos datingsitet Dating.dk er man ikke i tvivl om, hvorfor de enlige kvinder har sværere ved at få afløb for deres lyster end de enlige mænd.
Det fortæller Morten Wagner, stifter og ejer af datingsitet. Han mener, at forklaringen ligger i, at kvinders måde at søge efter en partner er meget anderledes end mænds. Kvinder går nemlig meget mere i detaljer, når de annoncerer efter drømmemanden.
Mænd er mindre kritiske
Kvinderne lister f.eks. detaljer omkring den ønskede højde af deres drømmepartner - helt ned til centimetermål. Derimod er mændenes meget mindre detaljerede, og ifølge Morten Wagner gør det søgningen efter kvindeligt selskab meget nemmere. Mænd er simpelthen mindre kræsne.
- Hvis man kun vil have sex med sin næste ægtemand, eller en potentiel næste ægtemand, så bliver det jo lidt sværere, siger han.
Ifølge Benedikte Vejlby Bakkegaard kan singlekvinders seksuelle frustration da også sagtens være affødt af, at de leder efter noget helt specifikt.
- Der kan også være en grund til, at de ikke går ud og får den sex, de gerne vil have, fordi det i virkeligheden er noget andet, de vil have, siger hun og hentyder til ønsket om at have en fast kæreste.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.