Gigantisk svigt af de unge - men løsningen er simpel
At voksne mennesker aktivt vælger at indtage nikotinprodukter, må de helt selv vælge, men at vores teenagere skal udsættes for en målrettet markedsføring, smagsstoffer designet til de unge og tillokkende etiketter, virker helt absurd, skriver efterskoleforstander
Af Andreas Larsen, forstander, Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt.
NIKOTINPRODUKTER: Siden 2018 har nikotinposer været lovlige i Danmark. På de fem år er det lykkedes tobaksindustrien at få mere end 35 procent af de unge mellem 18 og 25 år til at tage produktet! Industrien har ligefrem lokket produkterne i de unge, ofte gennem deres teenageår.
35 procent af unge mellem 18 og 25 år, som alle i mange år frem kommer til at skulle mærke konsekvensen af den uvane, de har fået sig i ungdommen.
At voksne mennesker aktivt vælger at indtage nikotinprodukter, må de helt selv vælge, men at vores teenagere skal udsættes for en målrettet markedsføring, smagsstoffer designet til de unge og tillokkende etiketter, virker helt absurd.
På efterskolerne oplever vi også dette stigende problem. Et problem skabt af en fuldkommen utilstrækkelig lovgivning. At teenagere der er nysgerrige, undersøgende og udødelige skal udforske de produkter, som samfundet stiller til rådighed, er jo en naturlov, men at vi som samfund skal gøre det så nemt og indbydende at starte et misbrug, det er et svigt af dimensioner.
Hvert år bruger vi mange ressourcer på snusstop-forløb, forældresamtaler, oplæg om skadevirkninger ved nikotin og lignende. Men det føles som at slå i en pude, når lovgivningen på ingen måde understøtter det arbejde, vi forsøger ude på skolerne.
At man så skal læse, at nikotinbrancheforeningen ikke synes om øget afgifter, eller at "produkterne jo er mindre skadelige end cigaretter", som produkterne skal erstatte. Efter fem år er det dog ikke sket, men det er blot blevet flere nikotinafhængige!
Nikotinbrancheforeningen har én interesse ,og det er at deres medlemmer skal tjene flest mulige penge, hvorfor de på ingen måde burde være en part man spørg til råds, når det handler om at begrænse unges misbrug.
Løsningen virker simpel:
Sæt priserne op.
Forbyd reklamer, smagsstoffer og tillokkende etiketter.
Straf dem, der sælger produkterne til unge under 18, ekstra hårdt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.