Gigantisk underskud hos Mærsk
Nedskrivninger i underselskaber giver minus på 13,2 milliarder kroner
Opdateret kl. 09:48
KØBENHAVN: 2016 vil blive husket længe som et annus horribilis i A.P. Møller-Mærsk.
Lave oliepriser og lave fragtrater har ramt koncernen hårdt og er medvirkende til, at selskabet kom ud af året med et underskud på 2,9 milliarder dollar, svarende til 13,2 milliarder kroner.
Det er det dårligste resultat i selskabets 112 år lange historie. Tilbage i 2009 opnåede koncernen samlet set et underskud på 5,5 milliarder kroner.
De røde tal for 2016 skyldes hovedsageligt nedskrivninger på de olierelaterede selskaber Maersk Drilling og Maersk Supply Service på i alt 2,7 milliarder kroner.
På grund af den lave oliepris er der meget mindre at lave for selskaberne, der servicerer olieindustrien, og derfor har man nedskrevet en stor del af værdierne.
Samtidig gav driften af containerfragten i Maersk Line underskud i størrelsesordenen 376 millioner dollar.
Administrerende direktør Søren Skou kalder resultatet "klart utilfredsstillende".
Han forventer dog, at koncernen som helhed vil opnå et underliggende resultat, der er bedre end de 711 milliarder kroner, man opnåede i 2016.
Og så forventer han klar forbedring af resultatet i Maersk Line med mere end én milliard dollar.
Regnskabet er det sidste i den nuværende form. Fremover vil koncernen fokusere på fragt og logistik, og de olierelaterede selskaber - som man har sat til salg - vil blive skilt ud.
Bestyrelsesformand stopper
A.P. Møller-Mærsks bestyrelsesformand gennem hele 14 år, Michael Pram Rasmussen, stopper som formand for bestyrelsen.
I stedet foreslås Jim Hagemann Snabe som ny mand til taburetten.
Det fremgår af en separat meddelelse onsdag morgen. Michael Pram Rasmussen fratræder i forbindelse med den ordinære generalforsamling 28. marts, hvor han har valgt ikke at genopstille i forbindelse med, at hans valgperiode udløber.
- Siden 1999 har Michael Pram Rasmussen tjent A.P. Møller-Mærsk som medlem af bestyrelsen, de 14 af årene som vores formand. Jeg er meget taknemmelig for hans betydelige bidrag til og vedholdende engagement i gruppen gennem gode såvel som hårde tider, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er næstformand i bestyrelsen, i meddelelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.