Glæde breder sig omkring Himmerlands Teater

Har fået rigtig mange positive tilkendegivelser

Anna Grethe Jensen
En glad og lettet teaterleder, Susanne Sangill - fortsætter showet - endda med nye fremtidsmuligheder i en decideret nordjysk ungdomsuddannelse. Arkivfoto: Michael Bygballe
Teater 1. februar 2012 18:02

Nervøsiteten over at have et forslag liggende, der handler om at lukke og slukke og trække det økonomiske grundlag væk under Himmerlands Teater, er forduftet på det lille egnsteater på havnen i Hobro. Mandag havde fritids- og kulturudvalget dialogmøde om mulighederne for at lave en teaterungdoms-uddannelse i Nordjylland på programmet, og tirsdag diskuterede politikerne fremtiden for selve teatret, hvis samarbejdsaftale udløber i år. Resultatet blev et løfte om, at teatret skal fortsætte. Desuden har man nedsat en arbejdsgruppe, der skal strikke et forslag til en ungdomsuddannelse sammen for hele Nordjylland i et samarbejde mellem egnsteatre og musikskoler - en fortsættelse af Teatertalent Nord, der har kørt i fire år, men i år er løbet tør for penge. Teatret har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra folk, der var rystede over, at nogen kunne tænke på at lukke teatret, men så langt kom det heldigvis ikke i denne omgang, kommenterer en glad teaterleder Susanne Sangill. Talentklassen er en hobroensisk opfindelse, og kun fordi det blev lavet som forsøg, og fordi pengene slap op, har man opgivet at køre videre i år. - Men vi håber meget på at kunne komme stærkt igen til næste år. Det giver så meget. Se bare på musicalen på Mariagerfjord Gymnasium i sidste uge. Den blev i høj grad drevet af unge, der har gået på talentlinjen, og de er i det daglige med til at skabe interesse for teater for slet ikke at snakke om, hvad det giver rent menneskeligt. De bliver seje på en helt fantastisk måde, uanset om skuespil bliver noget, de vil satse på eller ej i fremtiden, forsikrer Susanne Sangill. Kopi i Norge I foråret 2011 havde Talent Nord besøg af 22 ungdomsledere fra Norge, og de var så begejstrerede, at de har søgt og fået lov at kopiere ideen i Norge. Susanne Sangill er også glad for, at Teaterkredsen Mariagerfjord får flere of flere forestillinger til kommunen. - Der er tale om en positiv synergieffekt, jo mere fokus på teater, og jo mere at vælge imellem, jo større bliver interessen, tilføjer en glad teaterleder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...