Glemt gryde satte ild til emhætte
Brand gik op gennem taget i dobbelthus i Vilsted
Opdateret kl. 20:01
VILSTED: En ældre kvinde i et dobbelthus på Hobrovej i Vilsted glemte ved godt 17-tiden torsdag eftermiddag, at hun havde sat en gryde på komfuret for at påbegynde tilberedningen af aftensmaden.
- Tilsyneladende blev kvinden forstyrret i madlavningen af en telefonopringning, så hun glemte at hun havde gryden på komfuret. Det har så medført, at der gik ild i emhætten, og branden bredte sig så op gennem taget, forklarer indsatsleder Tommy Sørensen, Beredskabet i Vesthimmerlands Kommune.
Beredskabet fik hurtigt slukket ilden, og slukningstoget med otte-ni mand i aktion kunne vende hjem til stationen og lade skadesservice overtage det videre forløb i huset.
Der var en del røg- og sodskade, mens brandskaderne var begrænsede.
Husets kvindelige beboer kunne genhuses hos en nabo, mens huset igen gøres beboeligt.